Green Book

Her er en film, der er tilforladelig og bred – samtidig med at den taler ind i vores tid om et emne, som ikke burde være aktuelt, men desværre er det.

Tilforladelig er titlen Green Book umiddelbart også, eftersom grøn er håbets farve.

Men ”Green Book” er den folkelige forkortelse for The Negro Motorist Green Book, som var titlen på en rejseguide, der blev udgivet fra 1936 til 1966 i USA. Den var en service til sorte medborgere fra middelklassen, der ønskede at rejse rundt i staterne i bil.

I guiden stod der, hvor de kunne bo, spise og more sig uden at møde for megen chikane fra de hvide. Særligt i det raceopdelte Syden kunne den være et nødvendigt redskab til at komme helskindet hjem.

Hovedpersonerne bruger Green Book i Green Book. Filmen er baseret på en autentisk fortælling fra 60’erne, hvor den hårdtslående og frække dørmand Tony Lip fra New York lod sig hyre som chauffør og bodyguard for dr. Don Shirley.

Lip (spillet af Viggo Mortensen, der har taget tyve kilo på til rollen) tror først, at doktoren er læge, men han finder ud af, at Shirley (Mahershala Ali) har en doktorgrad i psykologi og musik og er en berømt pianist. Da det ifølge Shirleys pladeselskab ikke sømmer sig for en sort mand at spille klassisk musik, lever han af at spille musik i den lettere ende, hvilket har gjort ham umådeligt populær – også hos det kulturelle borgerskab i det sydlige USA.

Det er netop til en lang turné i Syden, at Tony Lip hyres. Det italiensk-amerikanske familiemenneske med mafiabekendtskaber og visse fordomme over for den farvede befolkning vægrer sig, men den natklub, hvor han arbejder, skal renoveres, så han har brug for pengene. Afsti afsted med en Green Book i bagagen.

Det går, som det skal gå i den slags historier. Det umage par har det ikke helt nemt med hinanden.

Tony er brovten, madglad, ligefrem og elsker i øvrigt sort rock’n’roll, som pianisten stort set intet kender til. Dr. Shirley er reserveret, korrekt og stolt, med en kunstnerisk nerve.

Undervejs smider doktoren noget af korrektheden, mens dørmanden finder ind til sin mere følsomme side. Don Shirley hjælper med at skrive romantiske breve til Tonys kone, og hjemme hos den italienske familie hulkes der længselsfuldt til de poetiske tirader.

Men så er der konfrontationerne med ærkeracisterne i syd – konfrontationer, der giver historien såkaldt samfundsrelevans. Tony viser sig at være en guttermand, der står op for sin arbejdsgiver. Dybest set kan han ikke forstå, at Don bliver behandlet som lort. Doktoren skal for eksempel indtage sin mad i et rum på størrelse med et kosteskab i stedet for at spise i restauranten, hvor hans hvide publikum sidder.

Flere situationer siger det samme, men vi lever med gentagelserne, når stederne og modstanderne skifter i roadmovien. Tonen er på trods af modbydelighederne let. Til gengæld bilder jeg mig ind, at filmen med sin bredde kan nå i al fald nogle af de segmenter, der i vores trumpificerede tid har de samme fordomme som fortidens hvide.

Viggo Mortensen overbeviser som brovten italiener, der ligner en rolle, Robert De Niro havde fået for tyve år siden.

Sjovt er det at finde ud af, at virkelighedens Tony Lip, født Frank Anthony Vallelonga, senere fik en karriere som filmskuespiller og var med i Goodfellas og The Sopranos, og at hans søn Nick Vallelonga er blandt filmens manuskriptforfattere.

Instruktør Peter Farrelly er mest kendt for film som Dum og dummere, men her bevæger han sig længere ind i mainstreamland med en ret klog dramakomedie.