Greetings from Tim Buckley

Kan man forestille sig noget mere udfordrende end at skulle spille en hyldestkoncert for den far, man aldrig har kendt, men som alle siger, man ligner?

Nogenlunde sådan lød udfordringen for den purunge Jeff Buckley, da han i 1991 blev inviteret til New York for at synge til Greetings from Tim Buckley-koncerten i en kirke i Brooklyn Heights.

På det tidspunkt lå den komplet ukendte Jeff og rodede rundt i det stilforvirrede californiske musikmiljø og anede ikke, at koncerten ville blive hans rite de passage – et musikalsk og følelsesmæssigt faderopgør, der åbnede afgørende døre for den unge kunstner. Det er for eksempel til hyldestkoncerten, at Jeff møder Gary Lucas, som han senere skriver sange som Grace og Mojo Pin sammen med. Og så er det her, han møder Rebecca Moore, der bliver hans kæreste og muse gennem flere år.

Greetings from Tim Buckley er også titlen på den første af flere biopics om Jeff Buckley (to mere er undervejs). Filmen fortæller om den 24-årige Jeff, der ankommer til Brooklyn, for efter et par dage i byen at træde op på scenen som et vellignende spøgelse og synge sin fars sange så smukt, at publikum ikke tror deres egne øjne og ører.

Der krydsklippes flere gange til scener fra faren Tim Buckleys liv, så vi – ligesom i David Brownes dobbeltbiografi Dream Brother – får forklaret, at parallellerne far og søn imellem ikke er til at tage fejl af: begge med særegne sangstemmer, begge uden kommercielt gennembrud i deres respektive samtid og begge omkommet på tragisk vis alt for tidligt. Tim i en overdosis af stoffer, Jeff i en mystisk drukneulykke i Mississippi.

Det er i sig selv forfriskende, at Greetings from Tim Buckley holder sig til et lille, men afgørende kapitel i en dyster skæbnefortælling, selvom parallelklipningn ikke altid er lige elegant udført.

Og er man så heldig, at man aldrig har set et afsnit af Gossip Girl, kan man uforstyrret leve sig ind i Penn Badgleys præstation som den evigt rastløse, legesyge og spontant syngende Jeff, der altid sitrer af en mørk og melankolsk understrøm. Badgley både ligner og synger så overbevisende, at man i filmens totalbilleder ikke kan se forskel på, om det er ham eller originalen, der slentrer rundt i den åbne skovmandsskjorte.

Men Greetings from Tim Buckley er allermest en musikfilm, og spørgsmålet er, om historien overhovedet giver mening for den udenforstående. Man skal således finde den gode fantasi frem for overhovedet at få den indre rejse til at give mening i filmens næsten dialogløse sidste tredjedel.

Har man i manuskriptet ikke kunnet finde plads til en eneste fiktiv replik, der kunne få scenerne til at rykke sig bare en smule?

Greetings from Tim Buckley er dog stadig seværdig for den indviede fan, og med en lydside så rig på Tim Buckley-sange kan man næsten ikke undgå at forlade biografen nynnende.

"På en måde ofrede jeg min anonymitet for min far, hvorimod han ofrede mig for sin berømmelse. Det var måske en fejl," udtalte Jeff et par år senere til Philadelphia Inquirer om det ironiske i, at omfavnelsen af den fraværende fars musik blev startskuddet på hans egen karriere.

St. Anns Church i Brooklyn, der dannede ramme om Greetings from Tim Buckley-koncerten, var også kirken, hvor Jeff Buckleys bisættelse senere fandt sted. Det er blot endnu en dragende detalje i historien om en far og en søn, der kun mødtes to gange, men som var kosmisk forbundet i kærligheden til musikken, og som begge efterlod et tidløst aftryk i musikhistorien.