Greta

”Når jeg tænker på alt det, der er sket, så føles det som en film. En dårlig film,” siger unge Greta Thunberg.

Hun er på en tilsyneladende uendelig klimaaktivistisk turné rundt i Europa, hvor millioner af frustrerede unge klamrer sig til hende som forbillede.

Inden sin skolestart på gymnasiet er svenskeren med fletningerne blevet et internationalt symbol på klimakampen og ikke mindst den generationskløft, den har medført.

På overfladen lyder historien om Greta Thunbergs hastige berømmelse vitterlig som en dårlig film.

Det kan virke omsonst at bruge mere tid på en person, der allerede har fået rigeligt opmærksomhed. Ikke mindst i betragtning af, hvor ofte Thunberg selv minder sine mange fans om, at klimakrisen er hele menneskehedens problem.

Det handler ikke om hende.

Alligevel er Nathan Grossmans dokumentar Greta en vigtig film. For selv om instruktøren kommer ualmindeligt tæt på personen Greta, et ganske særligt menneske, er det mest slående ved hendes historie, hvor almindelig den er.

Det er en hel generations fortælling. Generationen, der må rydde op efter sine forældre, som Greta igen og igen formulerer det, mens tårerne bliver flere.

Vi følger Greta helt fra starten i 2018, hvor hun skolestrejker foran det svenske parlament, og hele vejen til hendes legendariske tale ved FN’s generalforsamling sidste år.

Det er herfra, vi kender hende. Stålsat og med magtesløs vrede i stemmen. Men vi får også lov at opleve den private Greta, som bortset fra at hun Aspergers syndrom og derfor har svært ved social interaktion, er en normal teenager.

Hun bliver glad og ked af det ligesom andre unge. Hun kan godt lide vafler og hunde, mens hun er rædselsslagen for, hvad der skal ske med planeten, hvor hun bor.

Hendes far Svante er også en ganske normal far. Han er skeptisk, da datteren strejker fra skole, men ligesom de fleste andre, der rent faktisk hører efter, lader han sig overbevise. Snart følger han hende gennem tykt og tyndt og lever ligesom hende af pasta og bønner.

Dokumentaren bryder med billedet af den egenrådige Pippi-pige, når hendes far må trække hende ud af en gigantisk demonstration og sørge for, at hun får spist en banan!

Men det er også nødvendigt. For som flere millioner unge har råbt i flere år nu, burde det under ingen omstændigheder være op til børn at løse så stort et problem som klimakrisen.

Derfor er vi nødt til at se den skrøbelige Greta. Det lidende barn, der ignoreres af verdens voksne og derfor selv må magte et voksent ansvar.

Det bliver tydeligt i frustrerende scener, hvor Gretas taler udløser stående klapsalver, der hurtigt forvandler sig til den gamle sang om kroner og ører blandt de gråhårede politikere.

Alle vil have selfies med pigen, men ingen lytter til hende.

Derfor må stakkels Svante blot sørge for at pakke rigeligt med bananer og bønner, mens datteren vover sig ud på dybere og dybere vand. Mest voldsomt bliver det, da hun beslutter sig for at krydse Atlanten i en lille sejlbåd – flyvemaskiner og motorskibe duer selvfølelig ikke – på to uger.

Her indtaler hun en lyddagbog, og særligt én dag er decideret hjerteknusende.

Det er blæsende, og store mængder vand fosser ind på båden, mens Greta skrækslagen beretter om en sjov telefonsamtale med sin mor derhjemme. Hunden havde spist deres aftensmad, fortæller hun og forsøger at holde hovedet højt. Men tårerne er på vej.

”Jeg burde være i skole,” erkender hun i et ubærligt øjeblik over for både kameraet og dagbogen. ”Jeg burde ikke være her.”

Ja, ligesom verdens unge ikke burde have ansvaret for deres forældres og bedsteforældres fejl, kunne man tilføje.

Vi er alle i samme båd.