Grimsby

Grimsby er klassisk action tilsat latrinær idioti.

Så vi starter ikke med den imposante, 007’ske jagt, hvor agenten Sebastian (Mark Strong) kaster sig frygtløst over en bil i topfart. Først skal en svedgennemvædet Nobby (Sacha Baron Cohens nyeste figur) lige ordne sin trinde kæreste i et sengeland til pornotoner.

Baron Cohen forsøger altid at dyrke det pinlige. Det har han tidligere gjort forklædt som den debile hiphopper Ali G, den antisemitiske reporter Borat, læderklædte Brüno og diktatoren Aladeen.

Den engelske komiker når af og til op på humorhøjder, der er hans store idol Peter Sellers værdig. Især når han kaster sine outrerede personer ud blandt virkelige mennesker.

I Diktatoren fra 2012 og nu Grimsby er det pinagtige noget mere anstrengende.

Nobby Butcher er en passioneret, drikfældig fodboldfan fra Udkanstengland med ni børn og en evigt liderlig kæreste. Han bor i Grimsby, har Oasis-hår og markante bakkenbarter, og så bærer Nobby altid klipklappere, denimshorts og en landsholdstrøje.

Som knægt blev han skilt fra sin bror Sebastian, der nu er vokset op og blevet MI6-agent. Det giver selvfølgelig gnidninger, da de genfinder hinanden.

Actiondelen handler om en international forbryderorganisation, som har i sinde at slå en masse mennesker ihjel. Præcis som sådan nogle altid pønser på.

Sebastian er tæt på at have optrevlet de ondes planer ved et velgørenhedsarrangement, men så kommer Nobby vraltende og skubber sin bror i skudøjeblikket.

MI6 tror, Sebastian er blevet gal, og snart er de to brødre på flugt fra både terrorister og efterretningstjenesten.

Grimsby er bedst, når det absurde løber løbsk. Sebastian rammer ved et uheld en jødisk-palæstinensisk dreng med AIDS, så blodstænk flyver ind i munden på Daniel Radcliffe i en cameo-rolle. Radcliffe smittes med HIV og bringes i knæ på en måde, Voldemort nok ikke har overvejet.

Politisk ukorrekthed i forrygende galop!

I Baron Cohens bedste film, Borat, spiller han en kazakhstansk reporter, der rabler løs om jødehad. På den måde lykkes det den jødiske komiker at få virkelighedens amerikanere til at afsløre deres fordomme og latente racisme. De autentiske situationer er pinligt sjove.

Lige før AIDS-episoden vælger Nobby at stikke en finger gennem en papfigur af en sort dreng, så fingeren ligner hans penis. Det havde været sjovt at se, hvordan rigtige samfundsspidser ville reagere på det. Men når det bare er skuespillere, som agerer forargede, mister scenariet sin kant.

Sacha Baron Cohens ansigt er nok efterhånden blevet så kendt, han ikke længere kan lave Borat-finten. Og så må man planlægge alt det sjove i manuskriptet.

Der er flere gode optrin i Grimsby, som når Nobby har valgt at kronrage et af sine børn, fordi man får mere i bistand som leukæmipatient.

Dog tyr filmen ofte til latrinær humor og dårlige jokes om homoseksualitet. Folk prutter inden sex, en flot kvinde skal fikse et stoppet toilet, og brødrene kommer konstant tæt på hinandens genitalier.

Sentimentale flashbacks fra barndommen forsøger at vække følelser for brødrenes genforening. I næste øjeblik gemmer Nobby og Sebastian sig oppe i en elefant i løbetid, og store penisser skubber ihærdigt alt det dybtfølte væk.

Men der er social indignation og satire gemt i Grimsby. Hvis man kniber øjnene sammen, kan man skimte et forsvar for udkantseksistenser. Man skal dog være opmærksom, for pointerne drukner hurtigt i elefantsæd ellers skydes væk med fyrværkeri fastklemt i røven.