Grusomme Mig 2

Tre år er der gået siden animationsfilmen Grusomme Mig for første gang præsenterede verden for superskurken Gru og hans besynderlige ”minions”, en hær af små gule væsner i blå overalls og beskyttelsesbriller. 

Grusomme Mig – instrueret af det fransk-amerikanske makkerpar Pierre Coffin og Chris Renaud – blev takket være sin detaljerige animation (inspireret af den franske tegnefilmtradition), skæve humor og fornemmelse for klassisk stumfilm-slapstick en dundrende succes verden over. 

Historien om den ondeste onde superskurk Gru, hvis liv vendes på hovedet, da han adopterer tre familiehungrende småpiger, er vedkommende og charmerende. Og de gule minions er nogle af de mest mindeværdigt komiske animationsfigurer i nyere tid. 

Så selvfølgelig måtte der komme en to’er. 

Heldigvis er Grusomme Mig 2 en både vellykket og berettiget opfølger. Gru (Søren Sætter-Lassen på dansk, Steve Carell på engelsk) har nu lagt sine onde vaner permanent på hylden til fordel for et liv som hjemmegående marmeladeproducent og fuldtidsfar. Den tidligere skurk, som i den første film stjal selveste månen, må dog sande, at det kan være mindst lige så udfordrende at arrangere en succesfuld børnefødselsdag komplet med grillmad og fe-prinsesse som at skabe sindrige superkup. Ikke mindst når man også jages af nabolagets singlekvinder, som alle har et blødt punkt for den hengivne alenefar. 

Grus piger – Margo, Edith og Agnes – synes ellers godt, at den kvindeforskrækkede Gru kunne begynde at date, og især den lille Agnes drømmer om en dag at få en rigtig mor. Momentvis glimter en varme i scenerne med Gru og hans adoptivbørn, som står mål med de bedste Disney-tegnefilm, og som voksen tilskuer værdsætter man den fine skildring af den aparte, men elskelige familie. 

Grus håndlanger Doktor Nefario savner dog de gode gamle dage i ondskabens tegn. Han siger op og efterlader Gru alene med børn, minions og midtvejskrise-afmagt. Men heldigvis bliver Gru kort tid efter opsøgt af den kvindelige spion Lucy Wilde – udsendt af Anti-Skurke Forbundet – for at overtale Gru til at kæmpe for de godes side i kampen mod en ny, ukendt superskurk, som forvandler nuttede kaniner og andet småfolk til glubske, lilla monstre. 

Gru lader sig naturligvis lokke af eventyret, der dog kompliceres af, at Gru pludselig synes at genkende en gammel, ultrafarlig skurkekollega i den overvægtige bulderbasse og restaurantejer Eduardo. Og hvad værre er, så fatter Eduardos søn interesse for Grus ældste datter. Scenen er sat for en kamp på snilde, skurkagtige færdigheder og gode forældreegenskaber! 

Hvor Grus forhold til sine piger var centralt for den første films handling, er der i to’eren lagt op til en klassisk romance mellem vor hovedperson og kollegaen Lucy Wilde. Desværre er Lucy ikke helt så indtagende en figur som småpigerne, og karakteren føles i stedet lidt anstrengt og overgearet i en filmserie, der ellers dyrker enten den underspillede ironiske eller ordløse slapstick-humor. 

Heldigvis får vi dog så hatten passer af sidstnævnte skuffe takket være de ubetaleligt morsomme minions unoder. Instruktørerne Pierre Coffin og Chris Renaud har selv lagt heliumsforvrængede fjollestemmer til de gule væsner, der gang på gang stjæler billedet. Ikke overraskende får de frække kræ deres egen spillefilm i 2014. 

Eftersom Grusomme Mig 2 ikke lanceres i originalversionen i Danmark, priser man sig lykkelig for, at de danske stemmer for en gangs skyld fungerer optimalt. Særligt rammer Søren Sætter-Lassen hovedrollen som Gru lige på kornet, så man smilende forlader biografen.