Biografanmeldelse
02. maj 2023
Guardians of the Galaxy vol. 3

Tredje og sidste film om galaksens vogtere zoomer ind på den misantropiske vaskebjørn Rocket (Bradley Cooper) og hans traumatiske fortid som forsøgsdyr.

Foto | Marvel Studios

Guardians of the Galaxy vol. 3

Afslutningen på James Gunns skæve Marvel-trilogi lykkes med en rørende historie om dyremishandling, der står stærkere end sideplots og actionscener.

Af Frederik Hoff

Der er noget særligt over at se dyr lide på film.

De færreste vil fælde så meget som en tåre ved synet af hundrede af mennesker, der mejes ned på stribe i en actionfilm. Men vis os en døende hund eller et forældreløst rådyr, og snart er biografsalen badet i saltvand.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at tredje og sidste film i Marvels overraskende guldjuvel af en trilogi, Guardians of the Galaxy, satser stort på forpinte, nuttede dyr.

Efter 31 Marvel-film er de fleste publikummer blevet forholdsvis immune af at se rapkæftede guder tæske hinanden rundt i galaksen uden de store helbredsmæssige konsekvenser.

Marvel er nødt til at få publikum til at føle noget igen, hvis de ikke skal miste deres jerngreb om filmbranchen.

Så i James Gunns erklærede sidste bidrag til Guardians-serien som instruktør har han valgt at fokusere på seriens bedste figur: den talende vaskebjørn Rocket.

Og det er en rigtigt god idé.

I seriens første to film har vi fået små hints om Rockets traumatiske fortid, hvor han blev transformeret fra uskyldig vaskebjørn til misantropisk rumpirat. Men i tredje filmspringer vi for første gang tilbage i tiden og ser de ubehagelige hændelser udfolde sig.

I filmens brutale, første scene møder vi et kuld uimodståeligt søde vaskebjørneunger, der passer sig selv i et bur. Lige indtil en menneskehånd i slowmotion infiltrerer buret og griber fat om den ene vaskebjørn, der har modet til ikke at vende sig bort i frygt.

Den stærke metafor for menneskets leg med naturen fortsætter, da vi møder håndens ejermand. The High Evolutionary (Chukwudi Iwuji) har viet sit liv til at eksperimentere med dyr for at skabe den ultimative art.

Rockets gener bliver flået fra hinanden, maskindele bliver proppet ind i hans pelsede krop, og han spærres inde sammen med andre misfostre. Blandt andre en cyborg-kanin, der mere ligner noget fra en absurd horrorfilm end et dyr fra en tegneseriefilm.

Alle Rockets tilbagebliksscener er grufulde og fortæller effektivt historien om menneskets behandling af naturen og den identitetskrise, der ofte følger med systematisk mishandling.

Rocket nægter at kalde sig selv en vaskebjørn. Men hvad er han så? Kan han nogensinde være andet end resultatet af et fejlslagent eksperiment?

Men selv om Rocket er i fokus, består en lige så stor del af filmen af en langt mere ordinær og typisk overkompliceret Marvel-handling.

Nutidens voksne Rocket bliver såret af en nyfødt superskurk. For at redde Rocket må de andre guardians få fat i en kode til hans maskindele, som The High Evolutionary har.

Samtidig har alle personer i den efterhånden store gruppe guardians deres eget lille plot, som skal forløses i løbet af 149 minutter.

Det bliver en smule rodet.

Store dumme Drax vil respekteres for sit intellekt, og jernkvinden Nebula skal lære at vise sin bløde side. Peter Quill skal komme sig over tabet af sin mor, adoptivfar og kæreste. Sidstnævnte er i øvrigt ikke rigtigt død, men bare en fortidsudgave af sig selv, der ikke kan huske noget.

Det havde fungeret langt bedre at lade filmen være en rendyrket Rocket-fortælling. Men trilogien skal afsluttes, hvorfor alle de karakterer, vi har lært at holde af, må have en ordentlig afslutning.

Som i de fleste Marvel-film foregår kampsekvenserne i et ustyrligt tempo. Publikum forventes at kunne følge med i, hvad otte forskellige helte foretager sig, mens kameraet fiser frem og tilbage i imponerende, men desorienterende spring.

Selv om kernen til tider bliver overdøvet af forhastede miniplots og kaotisk action, har Rocket-historien dog i sig selv alt, hvad en god Guardians-film skal have.

Nemlig humor og stærke følelser.

Titel:
Guardians of the Galaxy vol. 3

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
James Gunn

Manuskript:
James Gunn, Dan Abnett, Andy Lanning

Medvirkende:
Bradley Cooper, Chris Pratt, Zoë Saldana, Dave Bautista, Chukwudi Iwuji, Karen Gillan

Spilletid:
149 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
3. maj

Relevante artikler

Biografanmeldelse
29. juli 2014
Guardians of the Galaxy

Guardians of the Galaxy

Fra samme skribent

Boganmeldelse
12. juli 2024
Too Great for the Eye of Man

Too Great for the Eye of Man

Biografanmeldelse
10. juli 2024
Caravaggios skygge

Caravaggios skygge

Biografanmeldelse
03. juli 2024
Grusomme mig 4

Grusomme mig 4

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Valby var faktisk engang Hollywood
Debat
29. dec. 2021

Debat: Valby var faktisk engang Hollywood

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!