Guardians of the Galaxy vol. 3

Der er noget særligt over at se dyr lide på film.

De færreste vil fælde så meget som en tåre ved synet af hundrede af mennesker, der mejes ned på stribe i en actionfilm. Men vis os en døende hund eller et forældreløst rådyr, og snart er biografsalen badet i saltvand.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at tredje og sidste film i Marvels overraskende guldjuvel af en trilogi, Guardians of the Galaxy, satser stort på forpinte, nuttede dyr.

Efter 31 Marvel-film er de fleste publikummer blevet forholdsvis immune af at se rapkæftede guder tæske hinanden rundt i galaksen uden de store helbredsmæssige konsekvenser.

Marvel er nødt til at få publikum til at føle noget igen, hvis de ikke skal miste deres jerngreb om filmbranchen.

Så i James Gunns erklærede sidste bidrag til Guardians-serien som instruktør har han valgt at fokusere på seriens bedste figur: den talende vaskebjørn Rocket.

Og det er en rigtigt god idé.

I seriens første to film har vi fået små hints om Rockets traumatiske fortid, hvor han blev transformeret fra uskyldig vaskebjørn til misantropisk rumpirat. Men i tredje filmspringer vi for første gang tilbage i tiden og ser de ubehagelige hændelser udfolde sig.

I filmens brutale, første scene møder vi et kuld uimodståeligt søde vaskebjørneunger, der passer sig selv i et bur. Lige indtil en menneskehånd i slowmotion infiltrerer buret og griber fat om den ene vaskebjørn, der har modet til ikke at vende sig bort i frygt.

Den stærke metafor for menneskets leg med naturen fortsætter, da vi møder håndens ejermand. The High Evolutionary (Chukwudi Iwuji) har viet sit liv til at eksperimentere med dyr for at skabe den ultimative art.

Rockets gener bliver flået fra hinanden, maskindele bliver proppet ind i hans pelsede krop, og han spærres inde sammen med andre misfostre. Blandt andre en cyborg-kanin, der mere ligner noget fra en absurd horrorfilm end et dyr fra en tegneseriefilm.

Alle Rockets tilbagebliksscener er grufulde og fortæller effektivt historien om menneskets behandling af naturen og den identitetskrise, der ofte følger med systematisk mishandling.

Rocket nægter at kalde sig selv en vaskebjørn. Men hvad er han så? Kan han nogensinde være andet end resultatet af et fejlslagent eksperiment?

Men selv om Rocket er i fokus, består en lige så stor del af filmen af en langt mere ordinær og typisk overkompliceret Marvel-handling.

Nutidens voksne Rocket bliver såret af en nyfødt superskurk. For at redde Rocket må de andre guardians få fat i en kode til hans maskindele, som The High Evolutionary har.

Samtidig har alle personer i den efterhånden store gruppe guardians deres eget lille plot, som skal forløses i løbet af 149 minutter.

Det bliver en smule rodet.

Store dumme Drax vil respekteres for sit intellekt, og jernkvinden Nebula skal lære at vise sin bløde side. Peter Quill skal komme sig over tabet af sin mor, adoptivfar og kæreste. Sidstnævnte er i øvrigt ikke rigtigt død, men bare en fortidsudgave af sig selv, der ikke kan huske noget.

Det havde fungeret langt bedre at lade filmen være en rendyrket Rocket-fortælling. Men trilogien skal afsluttes, hvorfor alle de karakterer, vi har lært at holde af, må have en ordentlig afslutning.

Som i de fleste Marvel-film foregår kampsekvenserne i et ustyrligt tempo. Publikum forventes at kunne følge med i, hvad otte forskellige helte foretager sig, mens kameraet fiser frem og tilbage i imponerende, men desorienterende spring.

Selv om kernen til tider bliver overdøvet af forhastede miniplots og kaotisk action, har Rocket-historien dog i sig selv alt, hvad en god Guardians-film skal have.

Nemlig humor og stærke følelser.