The Guilty

Med sin originale brug af et enkelt rum blev den nervepirrende thriller Den skyldige en kæmpe succes for den danske lavbudgetordning New Danish Screen.

Effektive virkemidler og et knivskarpt koncept skabte stor spænding i historien om en politibetjent, der over telefonen forsøger at redde en kidnappet kvinde.

Den danske genistreg hev publikum i biografen og fik overstrømmende gode anmeldelser både herhjemme og i udlandet, hvor den vandt en pris på Sundance-festivalen og vakte genklang hos stjernen Jake Gyllenhaal.

Skuespilleren sikrede sig rettighederne til en amerikansk genindspilning, hvor han også indtager hovedrollen. Det er der nu kommet Netflix-filmen The Guilty ud af. Den læner sig umiskendeligt op ad forgængeren, men er alligevel en gedigen thriller i egen ret.

Hovedpersonen hedder denne gang Joe Baylor. Han er en kold og kolerisk betjent, der på sin aftenvagt besvarer opkaldene med sarkastisk distance. Pludselig ringer en journalist på hans private telefon. Hun vil have en udtalelse fra ham, før han skal i retten om morgenen.

Joe er tydeligvis betrængt. Han snerrer ad journalisten og ad sin chef. Konen tager ikke hans opkald.

Så ringer Emily.

Joe tror, at hun taler sort. Indtil han indser, at hun taler i koder, fordi hun er i livsfare. Han forsøger at spore hende og få standset den bil, som hun er bortført i.

Ene mand dirigerer han en redningsaktion fra alarmcentralen. Dramaet udfoldes i realtid, så hans utålmodige spænding bliver publikums. Afbrydes et opkald, deles frustrationen.

Det er utroligt medrivende.

Det dramatiske forløb fortælles gennem de opkald, som han løbende modtager fra flere sider. Lydbilledet er et bærende element i The Guilty, fordi publikum effektivt føres fra scene til scene, uden at kameraet rykker sig fra Joes ansigt.

Når vi oplever Joes indre krise, er det med en ringen for ørerne, og en pilles syden i et glas bliver øredøvende som i en mindeværdig scene i Taxi Driver.

Training Day-instruktøren Antoine Fuqua har overtaget tøjlerne, som debutanten Gustav Möller holdt så flot i Den skyldige. Hans manuskript skrevet i samarbejde med Emil Nygaard Albertsen er blevet tilpasset til amerikansk af selveste Nic Pizzolatto, serieskaberen bag True Detective.

København er skiftet ud med Los Angeles. Den amerikanske storby er plaget af voldsomme skovbrande, som konstant flimrer på utallige skærme på alarmcentralen, der udgør filmens eneste lokation.

Mens originalen ofte benytter sig af stilhed og en underspillet hovedperson, skruer Antoine Fuqua op for blusset. Helikopterlyde, strygere og hjertebanken på lydsporet understreger alvoren i en grad, at spændingen indimellem svækkes.

Instruktøren kan heller ikke dy sig for et par krydsklip til de situationer, der ellers kun foregår på telefonlinjen. Med det uheldige resultat, at det ligner en rekonstruktion fra en britisk krimi.

Jake Gyllenhaal stråler i det begrænsede rum, som filmen visuelt bevæger sig i. Også hans præstation tenderer det storladne, men man mærker ikke nødvendigvis de store følelser, bare fordi de udtrykkes.

På sin vis ender The Guilty med at vende originalens dybsindige tema om tilgivelse og ansvar til en mere simpel fortælling.

Moralen taler ind i nutidige begivenheder, når der trækkes linjer mellem politivold og skyld, skovbrande og ærlighed. Det bliver for tykt, ligesom når en person til slut skal opsummere filmens budskab i en enkelt sætning.

The Guilty handler om at råde bod på sine fejl. Det personlige ansvar hviler på den enkelte, men over individet lurer et uretfærdigt system, som fejlbarlige mennesker bliver ofre for.

Det er hæsblæsende og højstemt amerikansk, men også herligt underholdende.