Guldkysten

Når Francis Ford Coppola kunne forvandle Vietnam-krigen til et syretrip i Dommedag nu, må jeg også kunne gøre det samme med en beretning om det danske kolonistyre i den afrikanske stat Guinea, synes den danske instruktør Daniel Dencik at have tænkt.

Læg en gang saftig dekadence og brutal slavemishandling hos stedets ledende kræfter sammen med en natursværmerisk botanikers visioner om kaffeplantagers velsignelser og urskovens uberørte paradis i den primitive koloni, og man har en cocktail, hvor alt er muligt.

Guldkysten er ikke en vellykket film, men man må lade den debuterende Daniel Dencik (blandt andet kendt som manuskriptforfatter til den seværdige Uden for kærligheden med broren David Dencik), at han har begynder-mod til at gå sine egne veje.

Et dyrt udstyrsstykke er blevet til en sær snegl af en film, der veksler mellem skinger melodramatik og en overflod af mættede naturstemninger og pittoreske miljø-detaljer, vævet ind i evigt broderende billedrækker.

Miljøet og naturen står sanseligt stærkt, men personskildringen føles postuleret og enstrenget – og dramatikken gumpetungt og teatralsk udmøntet i uhåndterlige skrivebordsreplikker.

Danmark havde for flere hundrede år siden en slavehandel gående fra små kolonibesiddelser på Afrikas vestkyst, den såkaldte Guldkyst. Fra anden halvdel af 1700-tallet blev Guldkysten overtaget af den danske kongemagt, med hvis velsignelse Danmark blev den syvende største slavehandler-nation i verden.

Hovedpersonen Joseph Wulff (1809-42), spillet af en hårdt kæmpende Jakob Oftebro, er ”inspireret” af virkelighedens Afrika-farer.

Meget langt ude inspireret, må man sige, for mens filmens helt er en antiautoritær botaniker, natursværmer, slavebefrier og øm elsker, var den virkelige Joseph Wulff ifølge forfatteren Thorkild Hansens semidokumentariske Slavernes kyst (1967) en halvbagt jurist, helhjertet racist og hadede tilmed Afrikas natur.

Der er noget grundliggende absurd ved Denciks opdigtede Wulff. Han prædiker, formaner, udlægger og teoretiserer i ét væk for de sagesløse slaver, der næppe forstår et kvæk (det er vel kultursammenstødets ironi, der her skal understreges).

Men også kæresten hjemme i Danmark (og hermed vi tilskuere) belæres ordrigt om den smilende natur, der er så meget klogere end vi mennesker. Rationalismen er fjenden.

Når Dencik visualiserer Wulffs tanker, opstår der af og til, hjulpet af Angelo Badalamentis drømme-svævende musik, en betagende poesi. Spiralen som frigørende motiv minder om Vladimir Nabokovs udsagn: ”Spiralen er en åndeliggjort cirkel. I spiralens form er cirklen, udrullet og afspændt, ophørt med at være ond; den er blevet sat fri.”

Men sjælelig forløsning bringer filmen sjældent, derimod efterhånden en dybt utroværdig martyrhistorie.

Rent fortællemæssigt spænder Dencik allerede fra de første scener ben for sig selv ved utvetydigt at udpege Den Gode og De Onde i et persongalleri, der mest forbliver uudviklet.

Danica Curcic spildes på en endimensionel rolle som en stålfast missionær, der minder Wulff om hans store opgave: at give slavernes børn frihed. Og trods en fremtrædende placering på rollelisten er der snarere tale om en birolle.

Dencik erklærer ifølge pressemeddelelsen at ville ”skabe et tidløst, eviggyldigt udtryk. I dette arbejde har jeg mest af alt ladet mig inspirere af den såkaldte fraktalgeometri inden for moderne matematik”.

Altså ikke just en mainstream-bestræbelse. Guldkysten, på en gang tanketung i sit udtryk og vægtløs i sin personskildring, stryger ikke publikum med håret. Det kan man, alt efter temperament, kalde beundringsværdigt udfordrende eller irriterende excentrisk.