Håb

Sygdomme som kræft dumper oftest ned i en perfekt dramaturgi på film, hvor alle andre problemer forsvinder som dug for solen, så snart kræften forekommer. Venner og familie bliver til opofrende statister, der kun fungerer som hjælpere i hovedpersonens fortælling, som eksempelvis i 50/50, Stepmom og En flænge i himlen. 

I virkelighedens verden ser tingene anderledes ud. 

De familie- og parforholdsdynamikker, der var problematiske før sygdommen, forbliver og kan endda forstærkes, når vi trues på livet. 

Det har den norske instruktør Maria Sødahl måttet sande, da hun, efter at have instrueret Limbo i 2010, blev ramt af en kræftsvulst i hjernen. 

Håb er Sødahls første film efter kræftforløbet. En hudløst ærlig fortælling om den dødelige sygdoms påvirkning af hende selv og de nærmeste, fortalt i et destillat af ti dage omkring juletid. Og mesterligt fotograferet af danske Manuel Alberto Claro, som inviterer os ind i den dybt personlige fortælling med nærbilleder, der højner intimiteten. 

Sødahl er i fortællingen omskrevet til koreografen Anja (Andrea Bræin Hovig), der kommer hjem til sin partner Tomas (svenske Stellan Skarsgård) og deres seks fælles børn, tre af dem Anjas egne, efter at have opholdt sig udenlands i fire uger for at opføre et dansestykke. 

”Har du fået nogen anmeldelser?” spørger han henkastet, da de ligger i sengen. 

Et lille smil lyser op i mørket, da Anja med forsigtig stolthed fortæller ham, at der allerede er et par stykker. De er godt nok korte, men gode. 

”Så ikke som på teatret – lange og dårlige?” smågriner han. Ikke for at være led, men man kan se, hvordan det rammer hende. Hun lukker automatisk ned igen og vender sig om. 

Tyve års partnerskab udfoldes på et splitsekund. 

Han er den store instruktør, som hun altid har stået i skyggen af. Selv om de begge er karrieremennesker, er det hende, der har bøjet sig og blevet hjemme hos børnene. Det er hende, der altid har taget hensyn til ham og hans arbejde. 

Da hun dagen efter tager til lægen med hovedpine og på chokerende vis får fortalt, at hun har en uhelbredelig kræftsvulst i hjernen, er det pludselig ham, der skal tage hensyn til hende. Og de skal nu begge finde sig til rette i uvante roller i deres ellers fuldautomatiske parforhold, som ingen har plejet de sidste mange år. 

Maria Sødahl har en formidabel evne til at registrere, hvorledes vi bruger sproget som både angreb og bolværk i parforholdet, og manuskriptet, som hun også står bag, klinger uhyggeligt rent og ægte. 

Det er, som om hun har revet det dramaturgiske plaster af fortællingen. Vi er derfor ladt tilbage med rå følelser og gammelkendte forsvarsmekanismer. 

”Vi er så dårlige til at stå sammen. Det har vi altid været dårlige til. Vi stod ikke engang sammen, da vi havde det godt,” konstaterer Anja, efter at hun er løbet ud på toilettet for at skjule sit mentale sammenbrud for børnene. 

Tomas står bare og stirrer. Han forsøger at finde på noget at sige, men det er svært at snakke om følelser, når man aldrig har lært det. 

Andrea Bræin Hovig har fortjent vundet priser for rollen som Anja, der forsøger at tackle sin dødsdom, mens stærke piller mod trykket i hjernen gør hende både manisk og depressiv. Hun søger desperat nærhed, men er også bange for den – ligesom sin mand. 

Men fordi mange af hendes reaktioner er automatreaktioner forårsaget af pillerne, er det faktisk Tomas’ håndtering af situationen, der står allerstærkest. Eller også er det bare, fordi det er nærmest umuligt at leve op til evigt fængslende Stellan Skarsgård, der portrætterer Tomas med lige dele åbenhjertig varme og begrænsende, rådvild kulde. 

”Jeg er her, når du vågner,” siger Tomas til sidst, da Anja køres ind til en operation. 

Og det er måske i virkeligheden det, som håbet drejer sig om. Den såre menneskelige, helt igennem uperfekte kærlighed, der i sidste ende blot handler om at være der for hinanden.