Håbets land

Hvor mange tænker dagligt over, at den næststørste atomkatastrofe i historien fandt sted for bare to år siden i Japan? Håbets land minder os om det. Her bliver den imaginære by Nagashima – navnet er passende stykket sammen af navnene Nagasaki og Hiroshima – ramt af en tro kopi af Fukushima-katastrofen i 2011.

Sion Sono er japansk films bedste bud på en kunstner, der tør, hvor andre tier. Hans film forsøger aldrig at eftergøre genreformler eller manerer fra Hollywood eller udenlandske arthouse-koryfæer, men i deres radikalitet og indvortes kulturkritik er de heller ikke typisk japanske. Sono er en version 2.0 af provokatøren Nagisa Oshima
(I sansernes vold) og leverer skånselsløse angreb på et japansk selvbillede baseret på dyder som uselviskhed, selvkontrol og civil lydighed.

Hos Sion Sono flænses bugen på det japanske kontrolsamfund, så løgnagtighed, begær, anarki, hævntørst og medieskabte febervildelser vælter ud. Sjovt nok virker hans film af samme årsag mere sandfærdige og følelsesmæssigt slagkraftige end nok så mange film af Kurosawa og Ozus domesticerede efterkommere.

Sion Sonos bedste film til dato har blandet psykologiske thrills med socialrealisme, gore og et lille vognlæs psykopati (som i de forvredne mesterværker Noriko’s Dinner Table og Cold Fish). Nu går han i en anden retning, som vil tiltale et langt bredere publikum. Håbets land er en poetisk, men også politisk indigneret fiktionsfilm om de sociale konsekvenser af atomkatastrofen i 2011.

To nabofamilier bor præcis tyve kilometer fra et kernekraftværk, hvor en reaktor eksploderer som følge af jordskælv og flodbølger. Tilfældet vil, at familien Suzuki bor på den ene side af sikkerhedszonen og tvangsevakueres, mens familien Ono får lov at blive boende, hvis de vil. I ueksotiske, virkelighedstro rammer – et støvet, rustent landskab af grimme drivhuse, parceller og lagerbygninger – bygger Sion Sono vanen tro disse karakterers dilemmaer troværdigt op. Hvad skal gamle Ono senior flytte for? Han har malkekvæg at passe og en demensramt kone, der finder sin eneste livsglæde i gårdspladsens blomster og træer. Omvendt konstaterer Ono junior og hans kone kort efter eksplosionen, at de er med barn, og især hustruen begynder at se strålingspartikler over alt. Suzuki-familien deler sig også i to – forældrene i en evakueringslejr og de voksne børn på autoritetsskeptisk togt ind i bevogtede zoner på jagt efter slægtninge.

Filmens to stærkeste kort er dens dokumentariske kvaliteter og Sonos fabulerende evne til at besjæle dem med poesi. Tv-reportager bag de spisende ægtepar udspyr løgne og beroligende propaganda, der står i skærende kontrast til de langstrakte, hvide oceaner af tsunami-pulveriserede boliger, Sonos kamera følger personerne igennem. I filmens sidste del sidestilles dette fastfrosne hav med det modlysbeskinnede, virkelige hav, tilsat Gustav Mahlers uovertrufne destillat af sørgmodig længsel, hans tiende symfoni. Mod alle odds – og fordi Sono har tilladt sig at bygge relationerne op over tid – kan vi på dette tidspunkt næsten håndtere soap-replikker som ”jeg kan dø, hvis bare vi er sammen” og ”vi skal nok klare den, for vi har kærligheden”.

Sono er sandt for dyden ikke subtilitetens bannerfører, men han formår i scener som disse at forene dødens nærvær med en sær form for åndeligt besjælet socialrealisme. Håbets land er en mildt syret film om, hvordan en geiger-målbar virkelighed kan tage sig vidt forskellig ud afhængig af vilje og (medie) tro. Og den hudfletter et globalt katastrofeberedskab, der tilsyneladende intet har lært siden Tjernobyl. Men midt i dette tager Håbets land også sin titel bogstaveligt. Her lever loyalitet, naivitet og håb, fortalt med skramlet forfaldspoesi.

Det er ikke en film for enhver smag, men i sin blanding af nedtonet mareridt og bittersød drøm er den i beundringsværdig grad en film til tiden.

Trailer: Håbets land