Hal

Filmhistorien har budt på to giganter ved navn Hal. Den fiktive kunstige intelligens i Rumrejsen år 2001 HAL 9000, som skuespilleren Douglas Rains lagde stemme til, og så den amerikanske filminstruktør Hal Ashby.

Ashby tilhørte New Hollywood-generationen af sex, drugs and rock ’n’ roll-instruktører, som prægede USA fra sen-60’erne til de tidlige 80’ere. Men til forskel fra kollegerne Scorsese, Spielberg, Polanski og Coppola er han mere eller mindre gået i glemmebogen.

Det rådes der bod på med portrætfilmen Hal, hvortil det er lykkedes Amy Scott at få nogle af Ashbys nøglemedarbejdere til at fortælle om deres samarbejde med hovedpersonen – blandt andre manuskriptforfatteren Robert Towne, klipperen Robert C. Jones og fotografen Haskel Wexler.

Desuden medvirker instruktøren Norman Jewison, der var en nær ven af Ashby. Herom vidner breve til Jewison, hvor Ashby indleder med ”dearest dearheart Norman” og afslutter med ”Eighteen loads of super double dynamite love, Hal.”

Ashby var oprindelig filmklipper og klippede Jewisons humanistiske racedrama In the Heat of The Night, som han vandt en Oscar for. I stedet for at takke nogen benyttede Ashby karakteristisk nok sin takketale til at sige, at han håbede, alle ville bruge deres talent og kreativitet til at arbejde for fred og kærlighed.

Ashbys datter Leigh MacManus og flere ekskoner kan omvendt berette, at Ashby ikke var nogen god far eller ægtemand. Han blev gift og skilt fem gange, inden hans karriere tog fart.

Da han blev instruktør, giftede han sig med sit arbejde. Debutfilmen The Landlord overtog han fra Jewison, og han foretrak at klippe sine film i marihuana-tåger hjemme i privaten.

”The film will tell you what to do,” siger han i en lydbid.

Jack Nicholson kaldte ham ”en af alle tiders bedste ikke-instruktører”, fordi Ashby gav skuespillere lov til at gå ud over manuskriptet. Som klipper vidste han, at film også kan skrives i klippebordet og frem for alt, hvornår der er materiale nok til en scene.

Han kæmpede for total kunstnerisk frihed og havde det vanskeligt med autoriteter, navnlig filmproducenter i jakkesæt. Det indtryk formidles klart i lydstumper af interviews og foredrag, som er godt fundet af Amy Scott.

Det gik godt i 1970’erne. Han skildrede forskellige amerikanske miljøer og fangede tidsånden i værker som kærlighedskomedien Harold og Maude, roadmovien Den hårde straf, sædekomedien Shampoo, Vietnam-veteran-dramaet Coming Home og den politiske satire Velkommen, Mr. Chance.

Men Ashby fik foden forkert ind i 1980’erne. Han var udset til at skulle have instrueret et af årtiets største succes Tootsie, men den blev taget fra ham. Det samme gjorde hans sidste film 8 Million Ways to Die, hvor han ikke havde final cut.

Hal – som har valgt at være på fornavn med sin hovedperson – lader Rosanna Arquette konkludere, at branchen ikke længere respekterede Ashby. Dét dræbte ham.

Men det er for nem en konklusion, og til sidst løber portrættet ud i sandet med en svulstig montage af ros og minder.

Beundringen for det nok største syrehoved i New Hollywood-generationen er absolut forståelig, men det ville have klædt Hal også at udforske den delvist selvforskyldte nedtur.

Ashby døde af leverkræft, og nedturen begyndte længe før 8 Million Ways to Die med nogle forglemmelige film, som der gås meget let henover. Hans sidste arbejde for tv berøres slet ikke. For eksempel var Jake’s Journey en lovende pilot til en tv-serie om en teenagedreng, der bliver suget ind i et Monty Python’sk middelalderunivers (desværre blev den ikke antaget til produktion).

Men Hal giver én lyst til at se eller gense alt af Ashby, inklusive skæverterne, og dokumentaren fungerer som en fin introduktion til hans værk.