Tv-anmeldelse
24. juni 2014
Halt and Catch Fire
Den mutte Gordon Clark (Scoot McNairy) og den selvfede Joe MacMillan (Lee Pace) er det umage par, der i AMC’s nye satsning forsøger at revolutionere computermarkedet i USA. Foto | AMC

Halt and Catch Fire

AMC’s flagskib efter Breaking Bad og Mad Men starter lovende. Igen handler det om hemmelighedsfulde mænd, der går efter at realisere sig selv, denne gang i noget så overraskende dramatisk som IT-verdenen.

Af Jeppe Mørch

Den amerikanske tv-kanal AMC er god til at lave serier om selviske mænd med enorme hemmeligheder.

Don Draper fra Mad Men og Walter White fra Breaking Bad er begge kyniske modbilleder på den perfekte, amerikanske far, når de jagter egen vinding på bekostning af familien. De er usympatiske, men med en dragende kompromisløshed.

Breaking Bad sluttede med et brag i efteråret 2013, og næste år løber sidste afsnit af Mad Men over skærmen. AMC’s bud på en efterfølger hedder Halt and Catch Fire.

Indtil videre viser serien sig som en lovende arvtager.

Halt and Catch Fire handler om pc’ens blomstringstid i 1980’ernes USA.

Virkelighedens verden havde IT-entreprenørerne Bill Gates, Steve Jobs og Steve Wozniak. Halt and Catch Fire har Joe MacMillan, Gordon Clark og Cameron Howe.

De tre finder sammen i den lille elektronikvirksomhed Cardiff Electric i Texas. Målet er at lave en pc, der er halvt så dyr og dobbelt så hurtig som konkurrenternes.

Joe MacMillan ligner et sammensurium af American Psychos Patrick Bateman, Wall Street-høgen Gordon Gekko og den slikkede reklamemand Don Draper fra Mad Men med skræddersyet jakkesæt og kæmmede bølger i håret. I seriens åbningsscene rammer han i et voldsomt tempo et lille sagesløst bæltedyr i sin sorte Porsche. Men han er ikke en mand, der lader sig stoppe af små bump på vejen.

Når dyret vrikker dovent hen over asfalten og brutalt mases flad under det blankpolerede køretøj, minder scenariet om noget fra den visuelt overrumplende Breaking Bad. Men stilen i Halt and Catch Fire er mere konventionel. Virksomheden i Texas har noget provinsielt og anonymt over sig, og efter fyraften er ethvert rum underbelyst, som om dramaet endnu venter på at bryde ud i lys lue.

Inden MacMillan ansættes i Cardiff Electric, har han været med til at udvikle den første pc hos IBM. Nu gør MacMillan alt for at bekæmpe den traditionelle IT-gigant – hvorfor forbliver et dragende mysterium lidt endnu.

I kampen mod IBM har MacMillan brug for Gordon Clark, som er en lidt mindre farlig udgave af narko-kongen Walter White fra Breaking Bad. Ligesom kemi-geniet har Clark et enormt potentiale, han aldrig har fået forløst. Han ved alt om computerprogrammering, men den ene gang han forsøgte sig med et storstilet projekt, mislykkedes det. Og han tabte en masse penge.

Clark er sunket ned i en døsig, ølsuttende tilstand. Indtil MacMillan vækker ham. De to splitter en IBM-computer ad for at kopiere konkurrentens programmering.

Efterfølgende hentes den ublu studerende Cameron Howe (Mackenzie Davis) ind til at hjælpe med videreudviklingen. Hun fungerer i de første par afsnit hovedsagligt som et fandenivoldsk krydderi til forholdet mellem Clark og MacMillan.

Serien handler nemlig mest om de to meget forskellige mænd.

Men Halt and Catch Fire får desværre optegnet modsætningsforholdet mellem dem lidt klodset. Det synes unødvendigt, at MacMillan første dag på sit nye job skal stjæle den parkeringsplads, Clark har haft i mange år. Og at han skal nævne det, hver gang de to ses.

Ærgerligt, for spillet mellem Lee Pace som Joe MacMillan og Scoot McNairy som Gordon Clark fungerer ellers glimrende. MacMillan forsøger hurtigt at tage teten i parløbet, og han minder mest af alt om en salgschef på coaching-kursus, når han fortæller Clark: ”Tomorrow you start building tomorrow.”

Men Gordon Clarke lader sig ikke undertrykke. Han giver MacMillan modspil, og faktisk står han som den klart mest interessante karakter i seriens begyndelse. Han fungerer som personificeringen af det potentiale i computeren, som i 80’erne endnu ikke var blevet forløst.

Det skal blive spændende at følge, om Joe MacMillans og Cameron Howes karakterer kan udvikle sig og blive lige så interessante som Gordon Clark. Elegancen i sammenvævningen af de tre hovedpersoners skæbne vil blive afgørende for, om serien skal udvikle sig til mere end blot lovende.

Halt and Catch Fire har i øvrigt også et dansk islæt. Musikken til introsekvensen er nemlig lavet af electronica-magikeren Trentemøller.

Titel:
Halt and Catch Fire

Land:
USA

År:
2014

Hovedforfattere:
Christopher Cantwell, Christopher C. Rogers

Medvirkende:
Lee Pace, Scoot McNairy, Mackenzie Davis, Kerry Bishé, Toby Huss

Spilletid:
40-45 min. pr. afsnit

Premiere:
3. juni på C More

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!