The Handmaid’s Tale – afsnit 1-5

Fremtidsdystopien The Handmaid’s Tale rammer vor tids politiske virkelighed med uhyggelig præcision som en sylespids kommentar til alt, hvad der bare lugter af antidemokratiske, populistiske og autoritære tendenser.

Selv om serien bygger på en mere end tredive år gammel roman – Margaret Atwoods kanoniserede dystopi af samme navn fra 1985 – virker den i dag om muligt endnu mere interessant og aktuel.

Ligesom George Orwells 1984 atter hitter på bestsellerlisterne, fordi den foregriber politisk newspeak, Trumps alternative fakta og overvågningssamfundet, er The Handmaid’s Tale en uhyggelig pessimistisk fremskrivning af nogle af de politiske faresignaler, vi i dag måske kun kan ane konturerne af.

Egentlig kan streamingtjenesten Hulus store seriesatsning sagtens stå alene som et smukt veludført kvalitetsværk. Men som alle andre gode dystopier får den et ekstra lag som et dystert og foruroligende spejlbillede af vores egen samtid.

The Handmaid’s Tale foregår i det, der engang hed USA. Det bliver aldrig eksplicit fortalt, men ikke mange år frem i tiden er det amerikanske politiske system blevet erstattet af en autoritær elite, der styrer det nye land Gilead med hård hånd.

En miljøkatastrofe har efterladt størstedelen af kvinderne ufrugtbare og ude af stand til at føde børn. De få, der stadig er fødedygtige, indfanges og udstationeres hos eliten som handmaids – en slags tjenestepiger, hvis eneste funktion er at føde børn til den herskende klasse.

”Vi er bare avlskvæg,” som det formuleres.

Sådan en tjenestepige er Offred (en storspillende Elisabeth Moss fra Mad Men og Top of the Lake). Hendes rigtige navn er egentlig June, men i den nye verden er hun reduceret til kommandør Fred Waterfords (Joseph Fiennes) slave, og navnet skal derfor læses ”of Fred”.

I seriens univers har alle en funktion i samfundet, hvilket viser sig i deres påklædning. Tjenestepiger som Offred går alle rundt i mørkerøde kjoler med tilhørende hvide kyser og deres kvindelige overordnede – de såkaldte tanter – i brune kjoler.

Serien foregår i omgivelser, der er tydeligt inspireret af victoriansk arkitektur og stil. Det betyder, at universet er sært genkendeligt og gammeldags, men samtidig nyt og anderledes. En visuel gave som serien virkelig udnytter fejende flot sammen med et soundtrack med overraskende popmusik.

The Handmaid’s Tale er stort set kun fortalt fra Offreds perspektiv.

Selv om det er atypisk for så stor en dramaserie kun at have én karakter i fokus, er det et intelligent dramaturgisk greb, der sætter publikum i samme sted som den stakkels tjenestepige. På nær et par små afstikkere ved vi kun det samme som Offred, og det skaber en masse spænding, forventning og pirrende uvished.

Serien veksler mellem nutiden – altså fremtiden for os – og så små flashbacks, der foregår før magtovertagelsen og miljøkatastrofen. Dengang havde Offred en mand og en lille pige, som nu er væk.

Det er svært ikke at se The Handmaid’s Tale med tanke på kvinders rettigheder, selvbestemmelse over egen krop, ret til abort og grundlæggende frihed. Serien og Atwoods roman er allerede blevet fortolket som en feministisk kommentar til vores virkelige verden.

Serien opstiller blandt andet det interessante spørgsmål, om kroppen tilhører samfundets fælles bedste eller er et personligt anliggende. Det skisma kompliceres yderligere af, at de åbenlyse onde i serien – samfundets herskende elite, der bor i overdådige, victorianske villaer – faktisk har en del menneskelige og forståelige sider.

Og ligesom serien dygtigt doserer sympatien for de forskellige karakterer, har The Handmaid’s Tale også held med at holde på informationer om universet og plottet, så nysgerrigheden forbliver intakt igennem store dele af handlingen.

Derfor kan The Handmaid’s Tale meget vel blive den bedste, mest interessante og uhyggeligt relevante serie i år.