The Handmaid’s Tale – sæson 3

Forrige sæson af den roste og brutalt dystopiske serie The Handmaid’s Tale ebbede ud til tonerne af Talking Heads’ berømte nummer Burning Down the House.

Det var en kommentar til et brændende hus, der spiller en vigtig rolle i anden sæsons finaleafsnit, men pegede også på hovedpersonen Junes presserende endemål: At sætte ild til Gilead og rive det dybt religiøse og totalitære styre, vi engang kendte som USA, ned til grunden.

Vi forlod serien med et nærbillede af en dedikeret, indædt og hævngerrig June (Elisabeth Moss). Det er også her, vi tager hul på tredje sæson af Hulu-serien, der er baseret på Margaret Atwoods feministiske sci-fi-klassiker af samme navn.

June har netop givet sin nyfødte datter til veninden Emily (Alexis Bledel) og sendt dem begge over grænsen til Canada, hvor de kan være i sikkerhed. June er blevet i Gilead – tilsyneladende for at tage kampen op mod det undertrykkende system og hjælpe sine medsøstre, der ligesom hende lever som enten tvangsrugemaskiner eller slaveagtige hushjælpere.

Især første, men til dels også anden sæson af The Handmaid’s Tale har holdt et højt niveau. Det betyder dog ikke, at serien er uangribelig.

Æstetisk er The Handmaid’s Tale en af de mest markante og gennemførte i serieland. De blodrøde kjoler, de gennemgående grønlige toner og Gileads sære blanding af totalitært diktatur og victoriansk mådehold giver serien et unikt udtryk. Men det kammer også nemt over i overfladedyrkelse og langsommelig dvælen.

Det betyder dog også, at skaberen Bruce Miller og hans hold har skabt en enorm intens, knugende og visuelt bastant serie, der skiftevis er ubarmhjertigt brutal og håbefuld. Det er seriens styrke, som fortsætter i den nye og tredje sæson.

De tegn på oprør og sprækker i Gilead-samfundets ellers benhårde facade, der har vist sig i løbet af de to første sæsoner, spirer endnu mere end hidtil.

Ægteparret Waterford, som June har været tjenerinde for, er i opløsning, fordi Serena (Yvonne Strahovksi) både har svigtet sin mand Fred (Joseph Fiennes) og sat sin rolle som mor højere end Gileads religiøse dogmer.

Da June vender tilbage efter sin flugt, bliver hun derfor overflyttet til en ny familie, som hun skal agere rugemor for, nemlig Joseph Lawrence (dejligt tvetydigt spillet af Bradley Whitford) og frue. Imens følger vi Emilys nye liv i Canada, hvor hun bliver forenet med Junes rigtige mand Luke (O.T. Fagbenle) og veninde Moira (Samira Wiley).

Lige fra første sæson har The Handmaid’s Tale foruden sine iboende kvaliteter også ramt en særlig nerve i den politiske tidsånd. Serien havde oprindelig premiere umiddelbart efter Trump overtog præsidentembedet i USA og kan oplagt læses ind i forskellige sammenhænge: det totalitære samfund, anti-abortpolitik og feminisme.

Det er dog svært at komme uden om, at serien nu på tredje sæson ikke fremstår helt så vigtig og med samme momentum som ved premieren i 2017. Det forfriskende spark i det politiske klokkeværk, som The Handmaid’s Tale var, er aftaget med tiden.

Derfor føles seriens enorme seriøsitet og knugende mørke til tider også selvhøjtidelig. Selv når Bruce Miller har sneget lidt ironi og humor ind i fortællingen, leveres det stadig så iskoldt og kalkuleret, at det næsten virker fortænkt og forceret.

Det kommer hurtigt til at virke lidt for fikst, når kække popnumre som I Don’t Like Mondays og Walking on Broken Glass får til opgave at bløde det dystre univers op.

Men The Handmaid’s Tale er stadig en af tidens vigtige og vægtige serieværker. Et håb for resten af tredje sæson må være, at serien rusker op i sig selv, så den ikke bliver ramt af iltsvind i sin enormt kontrollerede, gennemførte og fascinerende form.