Hannibal

Danske skuespillere skærer fingrene af folk, spiser menneskekød og går i seng med deres søstre i tidens amerikanske tv-serier.

Bedst er det gået for Nicolaj Coster-Waldau som uregerlig kongemorder i gigantsuccesen Game of Thrones. Ulrich Thomsen tager andenpladsen som skræmmende amish-psykopat i den middelmådige Banshee. Mens den ellers næsten altid gode Mads Mikkelsen er sluppet mindst heldigt fra sit amerikanske tv-sidespring med Hannibal, der nu får dansk premiere.

Mikkelsen har dog også påtaget sig den vanskeligste opgave. Han skal udfylde Anthony Hopkins størrelse 48 og indtage rollen som verdens kendteste og ubetinget mest distingverede kannibal, Hannibal Lecter.

NBC’s nye serie er baseret på Thomas Harris’ roman Den røde drage (tidligere filmatiseret af Michael Mann i Manhunter og Brett Ratner i Den røde drage) og er en slags ”Hannibal – de unge år”. Den beskriver tiden før Ondskabens øjne, altså den periode, hvor Hannibal er på fri fod: velrenommeret psykiater med en hemmelig og temmelig glubsk skyggeside.

Der går tyve minutter i første afsnit, før kameraet langsomt glider op mod Hannibal Lecters glatte ansigt i skummeldunkel belysning, for seriens egentlige hovedperson er den unge FBI-kriminaltekniker Will Graham (Hugh Dancy). Han er semi-autistisk, er bedre til at socialisere med sin hund end med mennesker og har en overudviklet indlevelsesevne, der gør ham i stand til at sætte sig så livagtigt ind i seriemordernes tænkemåde, at han ser forbrydelserne for sig på gerningsstedet.

Hannibals psykologiske drivkraft er de to overintelligente modsætninger, Lecter og Grahams gensidige tiltrækningskraft og fascination. Lecter er kold og i konstant kontrol. Graham er overfølsom og skælvende urolig, plaget af foruroligende (og smukt lyssatte) drømmesyn. Under efterforskningen af en sag om forsvundne college-piger krydses deres veje første gang, foranstaltet af FBI-agenten Jack Crawford (Laurence Fishburne). Det er et fascinerende makkerpar, og deres katten-efter-musen-leg er garant for en vis suspense – modsat vores helt ved vi jo, at Lecters interesse for menneskehjernen er dobbelttydig.

Til gengæld er selve optrevlingen af seriemordene mere bestialsk-banale end pirrende. Er vi ikke ved at have fået nok af politifolk, hvis opklaringsarbejde består af metafysiske syn, som begrundes i mere eller mindre troværdigt psykologisk sniksnak? Fik vi i virkeligheden ikke allerede nok med Lars Brygmann i Rejseholdet? Og er vi ikke de senere år blevet overlæsset med slidte spejlbilleder af CSI’s hektiske klipning og overmættede farver? Når det endelig skal være, bliver den slags gjort med meget mere selvbevidst overskud og originalitet i BBC’s Sherlock Holmes-opdatering Sherlock.

Når man nu har at gøre med kannibaler, paranormal politiefterforskning og urimeligt ekstravagante seriemord, kunne et lillebitte glimt i øjet have klædt serien. Humor er en livsvigtig ventil i seriemorderserien Dexter, mens første afsnit af Hannibal kun kan mønstre et enkelt fornøjeligt morbidt greb: Dr. Lecter har medbragt hjemmelavet frokost, inklusive kød af ubestemmelig afart (næppe hestekød), og tilbyder en portion til sin nye kompagnon, der kvitterer med komplimenter til kokken!

Ellers skrider serien frem med en gravitas, som havde Michael Haneke besluttet at gøre et Strindberg-stykke til tv-fiktion.

Mads Mikkelsen bærer gravalvorligt brænde til bålet. Hans diabolske fjæs er tvetydigt tiltrækkende på seriens markedsføringsmateriale, men i sit spil viser han for sjældent tænder. I USA er han blevet kritiseret for sin accent, men for en ikke-amerikansk seer er det mere hans mumlen og åndsfravær, der antyder, at han har skruet gebisset forkert på under optagelserne. Man savner noget af den skælmske karikatur, han har brilleret med i film som Casino Royale og Blinkende lygter.

I det hele taget kan man undre sig over, hvorfor NBC vælger at kaste millioner i lige netop Hannibal Lecter-materialet. Modbydelige mord og æstetisk dyrkelse af hypersensitive psykopater er set mange gange før og bedre, ikke mindst i de tidligere film om Lecter. Efter første afsnit lugter det af dødt kød og spekulativ kannibalisme.