Happy Death Day

Det var sjovt, men også skræmmende, da det gik op for Bill Murray i 90’er-komedien En ny dag truer, at han var dømt til at gennemleve den samme dag igen og igen i en uendelighed.

Det var et tankevækkende koncept, som siden er blevet kopieret flere gange og ofte med kunstnerisk og publikumsmæssig succes.

Nu har instruktøren bag Paranormal Activity: The Marked Ones grebet konceptet og afprøvet det på gysergenren i Happy Death Day, og resultatet er modsat filmens titel ikke helt tosset.

Den fjogede titel har dog et budskab.

Hovedpersonen Tree vågner op på sin fødselsdag på et kollegieværelse med verdens værste tømmermænd. Fyren, hun har sovet med, kan hun overhovedet ikke huske, og hun skrider så hurtigt som muligt.

Som det nok kan høres, er Tree ikke et englebarn.

Hun kommer hjem til sin sambo, som har bagt kage og ønsker hende tillykke med fødselsdagen, på trods af at Tree ikke har fortalt det til nogen. Tree smiler falskt, smider kagen i skraldespanden og skynder sig til forelæsning med underviseren, som hun for tiden knalder med, selv om han er gift.

På vej til en fest om aftenen overfaldes hun af en skummel person med en klam babymaske, som stikker hende ihjel med en kæmpe kniv!

Men i stedet for at dø vågner hun igen op hos den samme fyr på det samme kollegieværelse og gennemlever den samme dag på ny, som altid slutter med en dødelig konfrontation med den maskeklædte morder. Og så starter det hele forfra igen og igen.

De første konfrontationer med morderen følger en typisk gyserstruktur med chok og knivstikkerier, men som filmen skrider frem, udvikler stemningen sig til at blive mere munter.

En af filmens bedste scener er en sekvens, hvor Tree til tonerne af festlig popmusik systematisk prøver at finde frem til, hvem morderen er. Det resulterer i, at hun bliver dræbt på alverdens forskellige måder, hvilket pludselig ændrer filmen fra skræmmende til lattervækkende.

Det fungerer at lade uhyggen smelte sammen med humor, og Jessica Rothe bærer filmen upåklageligt som den selvcentrerede og arrogante, men også kloge og charmerende Tree.

Instruktøren Christopher Landon har ladet gyserfilmens typiske ”slemme pige”, som ofte dør i starten, bære hele filmen, hvilket er snedigt og tilfører en ellers klichétung genre noget originalitet.

Da vi tror, at det hele er slut, får vi endda et plottwist, som sørger for at fasteholde publikums interesse.

Til gengæld er plottet fyldt med huller, og filmens morale er intet andet end den tyndslidte ”du-skal-bare-være-sødere-ved-dine-medmennesker”, som vi kender fra En ny dag truer.

Underholdende indslag – som eksempelvis at vise Trees frustration ved at lade hende gå en dag igennem splitternøgen eller sprænge hende i luften i en visuelt overlegen bileksplosion – er til gengæld med til at holde filmens puls oppe.

Happy Death Day ser generelt godt ud og leger med klipning og visuelle effekter på en gennemført facon, der skjuler, at filmen er produceret for under fem millioner dollars.

Har man for nylig set Lights Out eller IT, bliver man næppe skræmt fra vid og sans. Der er heller ikke meget næring til hjernen, hvilket ellers som regel er tilfældet i de film, som har leget med Bill-Murray-konceptet – for eksempel Duncan Jones’ Source Code.

Til gengæld er der flere gode grin at hente i Happy Death Day, som med sin legende tilgang til en genre, der må siges at have kronede tider.