Happy End

Her er en spoiler: Titlen på Michael Hanekes nyeste film er ment ironisk. Den har ikke en lykkelig slutning.

Stort set alle i filmen er ret ulykkelige, ikke mindst den velhavende patriark Georges Laurent (Jean-Louis Trintignant). I sit livs efterår sidder han i rullestol og mister hukommelsen, ensom efter konens død.

Hvis man har fulgt med i Hanekes oeuvre, så man sidst konen blive sendt med barmhjertighed mod de evige jagtmarker af Georges i instruktørens hyldede og kun halvironisk betitlede Amour. Happy End er en slags afdæmpet efterfølger til Amour, men med mindre kærlighed.

Filmen er et familiedrama, der næsten kan ses som en komedie, når den efter tur undersøger medlemmerne af en superrig klan i den nordfranske havneby Calais. Georges’ børn tæller Anne (Isabelle Huppert i en rolle, hun kan klare i søvne), som har overtaget familiens byggefirma, der er kommet i problemer efter et alvorligt uheld på en af byggepladserne grundet uagtsomhed.

Annes charlatan af en bror, Thomas (Mathieu Kassovitz), har fået ansvaret for sin pubertære datter Eve (Fantine Harduin). Hun er en psykopat med et babyansigt – ligesom de morderiske unge i Funny Games – der måske har forgiftet sin egen mor og bruger tiden på at se og lave dystre YouTube-videoer.

Imens slås Annes søn Pierre (Franz Rogowski) med skyldfølelser over hændelsen på byggepladsen. Han står også for filmens komiske højdepunkt, når han i en lang og fordrukken karaokescene slagter Sias popsang Chandelier.

På mange måder kan Happy End ses som Hanekes Greatest Hits, hvor instruktøren gentager mange af de temaer, der er i hans tidligste film.

Der er selvmordet, som han dyrkede i det ekstreme i Der siebente Kontinent. Der er brugen af video og håndholdte kameraer, som man genkender fra Bennys video og Skjult. Og en flok værdige, men fjerne ikke-europæere – migranter i Calais’ flygtningelejre samt et par marokkanske tjenere – vækker mindelser om Kode ukendt.

I Happy End bliver disse menneskers lidelse en modsætning til hovedpersonernes selvtilfredsstillelse og privilegier.

Det bindes sammen af den østrigske auteurs varemærke: en barsk stil fuld af lange scener, hvor man ikke kan høre dialogen, elegant dekorerede steder, hvor grimme ting foregår, vold og kærlighedsløs sex. Det skal alt sammen gøre os foragteligt borgerlige mennesker opmærksomme på, at vi i Hanekes øjne er gået moralsk bankerot som samfund.

Alligevel kommer cineaster hver gang tilbage for som masochister at blive bebrejdet og pisket af vores strenge filmmester.

Der er meget at beundre i filmen, især de dygtige skuespillere, som er villige til at hjælpe og være medskyldige i Hanekes projekt. Trintignant giver uden nogen form for forfængelighed en sønderrivende præstation, unge Harduins overbevisende tilstedeværelse varsler godt for hendes fremtid, og Toby Jones agerer comic relief som Annes elsker.

Men helheden føles mere tom, tør og misantropisk på den dårlige måde end normalt i Michael Hanekes film – som en øvelse i selvplagiat trukket for langt ud. Det siger virkelig noget, når vi har at gøre med en mand, der nærmest indstilling for indstilling genindspillede Funny Games på engelsk.

Siden verdenspremieren på Happy End på Cannes-festivalen i 2017 er instruktørens anklage mod det bedre borgerskab kun blevet mere irrelevant.

I dag kæmper mennesker fra alle socialklasser for at skabe ændringer, og Haneke kommer ikke med nogen konstruktive forslag til, hvordan det nedbrudte samfund kan forbedres. Tværtimod fortsætter han den samme bitre og humorforladte nihilisme, der fordømmer vold, men som alligevel bliver brugt til at skabe chok. Instruktøren er også kritisk over for fornedrelsen af sex, mens han selv laver eksplicitte scener for at pirre.

Måske bør vi stoppe dyrkelsen af hans overdrevne ego.