Harmony Lessons

Ved en håndvask står to midaldrende mænd og vasker hænder, mens den ene af dem grubler over arbejdsdagen. ”Du skal ikke tage det så tungt,” siger den anden beroligende og trækker på skulderen: ”Vi passer jo bare vores arbejde.”

De to mænd er politimænd, og de har brugt det sidste døgns tid på at gennembanke og torturere to trettenårige knægte, der er mistænkt for mord.

Forunderligt nok får man en slags sympati for de to, der sandsynligvis bare udfører et relativt almindeligt stykke politiarbejde efter kasakhstanske standarder. Det gigantiske land fremstilles som alt andet end harmonisk i Harmony Lessons, der er i spil til Chp Pix’ hovedpris.

Kasakhstans areal er 63 gange større end Danmarks, selvom befolkningen kun er tre gange så stor. Der er langt mellem naboerne i det fattige land, og i et vinterdækket landskab langt ude på landet møder vi trettenårige Aslan. Han bor i et nedslidt hus på landet sammen med sin bedstemor, og i filmens første sekvens skærer han halsen over og flår indvoldene ud på et får, han lige har pjattet og leget med.

Slagtningen er et naturligt vilkår, hvis der skal mad på bordet, men på foruroligende vis fortrækker Aslan ikke en mine under udførelsen af drabet.

Mormoren fortæller en bekendt, at Aslan lider af tvangstanker. Han vasker sig rituelt hver aften inden sengetid og går aldrig i det samme tøj to dage i træk. Han er socialt handicappet og har svært ved at forstå en tilnærmelse om venskab fra en ny dreng i sin klasse på skolen, hvor jungleloven hersker, og bøllen Bolat afpresser de andre elever for penge. Den hårdtslående knægt er dog blot en lille brik i et større spil, som styres af skolens ældre elever, som igen blot er mellemmænd for mere inkarnerede kriminelle.

Oddsene er hårde for den splejsede Aslan, der bliver groft ydmyget på skolen i en scene, der involverer et glas vand og klassekammeraternes kønsdele. Den ydmygende situation bliver katalysatoren, der sår et hævngerrigt frø i Aslans mørke sind. Han har sine autistiske tendenser imod sig, men faktisk bliver det mentale handicap hans redning. Han viser sig at have en særlig begavelse, hvad matematik og fysik angår.

I underholdende scener tester han sine evner på kakerlakker, hvoraf en enkelt må lade livet i en miniature-udgave af den elektriske stol. Igen stirrer Aslan udtryksløst på sit offer. Det står mere og mere klart, at knægten er en tikkende bombe, og efterhånden går det op for én, hvad filmens titel henfører til.

Aslan spilles imponerende af den unge amatør Timur Aidarbekov, som var en af årets favoritter til at snuppe Sølvbjørnen for bedste skuepiller, da Harmony Lessons fik verdenspremiere på årets Berlinale.

Den unge kasakher vandt ikke, men filmen modtog i stedet en Sølvbjørn for bedste fotografering. Helt fortjent, for Kasakhstans alsidige landskaber er flot indfanget, og brugen af dæmpede lyskilder i indendørsscenerne understeger præcist Aslans mentale ubalance.

Den 28-årige debutant Emir Baigazin har både instrueret, skrevet og klippet filmen, der kombinerer klassisk skoledrama med magisk realisme. Flere scener sætter spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet kan stole på det, vi oplever ud fra Aslans synsvinkel.

Samtidig står instruktørens kritik af det korrupte og voldelige samfund tydeligt frem. De statsansatte undertrykkere passer blot deres arbejde: Det er systemet, den er gal med.