Hatching

En barnestemme synger en ildevarslende melodi. Knoglerne er synlige under huden på en ung piges krop. En kærlig mors fremstrakte hånd minder om monstret, der kommer frem under sengen.

Alt dette sker inden for det første minut i Hanna Bergholms finske body horror, mens koldsveden springer frem på panden af tilskueren.

Hatching handler om en familie, som bruger de sociale medier til at fremvise et glansbillede af et idyllisk liv. Moren er blogger med stort B, mens faren og de to børn er glade for at følge morens mindste vink.

Men da tolvårige Tinja en dag finder et mystisk æg i skoven, efter en fugl kom for tæt på familiens hjem, bliver det starten på et sandt mareridt.

Tinja tager ægget med hjem og passer på det. Hun varmer det med sin krop og drypper det til med tårer. Til hendes overraskelse vokser det lille æg sig større og større.

Men hvad mon gemmer sig inde bag æggeskallen?

Sjældent er nutidens dagligdag blevet skildret så skarpt. Det handler især om de sociale mediers glubskhed, som overskygger alt og alle.

Familien anføres af den smukke og beherskede mor, der rører mere ved mobilen – fast tilknyttet en selfie-stick – end sine børn. De fire er på overfladen den perfekte kernefamilie, men man fornemmer, at noget er helt galt.

Vi er ikke helt ude i torvene som i Christian Tafdrups Speak No Evil, men familien er lige så dysfunktionel som Lannister-familien i Game of Thrones.

Faktisk handler filmen mest om forholdet mellem mor og datter. Tinja er villig til at føje sin dominerende mor i et og alt, så længe hun mærker noget nærhed.

Men den er der ikke meget af, og derfor finder datteren trøst i det mystiske æg. Et dødeligt bånd formes mellem ægget og pigen.

Moren er kynisk og selvoptaget og utilfreds med livet. Så meget, at hun vælger at have en affære for næsen af sin mand og børnene. Døden sidder i morens hænder, og opgøret mellem datter og mor ligger i kortene.

Katalysatoren er det mystiske æg, der naturligvis ender med at blive udklækket – heraf titlen. Ægget viser sig at gemme på et monster, som i starten ligner en blanding af en dinosaur fra Jurassic Park og den døde dame fra badekarret i Ondskabens hotel.

Men uvæsenet udvikler sig.

Manden bag monstrets design er Gustav Hoegen, der har stået for animatroniske design i Star Wars-film, Jurassic World og Prometheus.

Den ildevarslende melodi fra starten, der bliver en ubehagelig rød tråd, er en gammel finsk vuggevise: ”You poor little baby bird / there’s no mother or father to take care of you.”

Hanna Bergholm spillefilmdebuter, og man kan mærke, at hun takket være sine kortfilm og tv-dramaer har stor erfaring i at instruere børn.

Naturtalentet Siiri Solalinna spiller Tinja, og man bliver straks grebet af hendes evne til at vise følelser foran et kamera.

Hatching sætter lup på den moderne familie og viser, hvordan kærlighed kommer til udtryk på forskellige måder. Samtidig fungerer filmen perfekt som gyser, fordi Hanna Bergholm har et solidt greb om de dystre virkemidler.