The Hateful Eight

Efter en smægtende ouverture af gamle Ennio Morricone anes en tilsneet klippe ude i det vinterlige landskab. Vinden blæser sneen væk og afslører et krucifiks i vildnisset.

Så ses en diligence, som kører om kap med en snestorm, men standses af en mand med et læs lig. I vognen sidder en dusørjæger, Kurt Russell, og hans fange, Jennifer Jason Leigh. Manden, der standser dem, er endnu en dusørjæger, Samuel L. Jackson, som får lov at køre med.

Snart kommer en anden mand også op at køre. Alle på vej til byen Red Rock, hvor retfærdigheden skal ske fyldest. Men stormen får diligencen til at søge ly i et herberg, hvor endnu en lille håndfuld bøse mænd opholder sig, såsom Michael Madsen og Tim Roth.

The Hateful Eight begynder grandiost som en blanding af John Fords kammerspil i Diligencen og Sergio Leones skæbne-anekdoter på prærien i det dusørjægermiljø, han dyrkede i Hævn for Dollars og Den gode, den onde og den grusomme.

Førstnævnte films piberygende sydstatsoberst (Lee Van Cleef) er blevet til Samuel L. Jacksons afroamerikanske nordstatsmajor. Mens diligencens tredje mand, Walton Goggins, der er på vej til Red Rock for at blive sherif, meget ligner en ung Clint Eastwood. Den hurtigskydende bondeknold, god nok på bunden, selv om der er langt ned.

Den gængse aficionados af cowboyderfilm må vente næsten to timer, før der trækkes fra hoften, og skud bliver affyret. I mellemtiden får vi et langt konversationsstykke mellem bjælker og bøller, der ligner en melange af Agatha Christies whodunit og Samuel Becketts stykke om at vente på Godot.

Der er nemlig noget mystisk her i diligencekroen. Skjulte undertoner, fordækt spil, sinistert maskepi. Den forenes med Tarantinos berømte tomgangsdialoger tilsat refleksioner over den amerikanske borgerkrigs blodudgydelser.

Alle episoder er delt op i kapitler. Tarantino har så meget styr på sin dramatiske fortælling, at også pausen på tolv minutter er en del af hans episke kontekst.

Tilbage i salen får vi så, hvad der hændte før det allerede sete. Serveret på klassisk maner med både tiden, stedet og handlingens helhed, det vil sige inden for et døgn. Det er både rimeligt gammeldags med en ramme af uvejr, men også suverænt sat op med den græske tragedies skelet: Efter den megen tale kommer det omslagsgivende blodbad.

Svorne Tarantino-fans bliver altså belønnet for deres tålmod, mens andre med medbragt afsky for hans motivkreds, hvor ligene er ligeglade, mens blodet flyder, vil blive heftigt bekræftet i, at han ikke er andet end en postmoderne voldsromantiker.

Det er forkert i mine øjne.

Krucifikset i begyndelsen af filmen antyder, at miraklernes tid ikke er forbi. Menneskelighed opstår midt i den spektakulære værdinihilisme, som Tarantino har arvet fra spaghettiwesterns. Hvilket gør denne film mere interessant end hans westerngenre-halvparodi Django Unchained.

Det er klart Reservoir Dogs, Tarantino trækker mest på af sine egne film. I denne yderst snakkesalige western, der i hvert fald lever op til betegnelsen ”hesteopera”, handler det nemlig igen om det spontane og mærkværdige venskab. Og det sættes ind i en diskussion om hvem, der er helt og forræder, god og ond. Personer skifter fortegn alt efter, hvilke relationer de er en del af.

Den fremragende Jennifer Jason Leigh er således nok en heks fra helvede, men også i sidste instans en klassisk tragedienne hævet over gængs moral og kodeks – og skabt af mænd forklædt som civilisation (husk at tælle, hvor mange hadefulde mænd der findes i hytten!).

Jeg så filmen i 70mm-versionen, Ultra Panavision, der ikke er blevet benyttet siden storfilmen Khartoum fra 1966. Det giver rigtignok karaktererne et dybt skær af 60’ernes lune Kodakfilm, men den panoramiske udvidelse af horisont og landskab er her lidt omsonst. Det storslåede i filmen sker i det små, inden for primitive træmure med katastrofe på tapetet og skæbne i kaffekoppen.