Heart of Stone

Vi begynder i det landskab, hvor kun kongeørne og James Bond holder til. Nemlig det fashionable, luksuøse skisportssted et højt sted oppe i Alperne, hvor de rige står på ski, drikker drinks og går på kasino.

En gusten våbenhandler har meldt sin ankomst. Til stede er også et hold fra det britiske efterretningsvæsen MI6, heriblandt praktikanten Rachel, computernørd og papirnusser, som ifølge planen skal holde sig i baggrunden.

Hun bliver spillet af Gal Gadot og er i en anden sammenhæng selveste Wonder Woman, så vi ved på forhånd, at denne kvinde er hurtig som en gazelle, ekspert i håndkantslag og ferm til de cirkelspark, der får mænd til at sejle i gulvet.

Og netop som de brave briter tror, at de har gjort et kup, men samtidig er faldet i en fælde, træder Rachel Stone ud af sit dække som stillepige. Hun forvandler sig til superagenten, der kan det hele, det vil sige slå fjender ihjel og fortsætte sit spil som agent for en efterretningsgruppe.

Hun er kaldet ”The Heart” og sørger for, at alle andre i denne bøse branche arter sig mere fredeligt og fremkommeligt end resten af en verden styret af realpolitik og statslig fornuft.

Det er klart fra start med sin lige-på-og-hårdt-optakt just som en James Bond-film, at Heart of Stone er en utroligt effektjagende og actionmættet film, som siden skal blive til en serie.

Den vil få mange hjemme i stuerne til at fortryde, at de ikke købte en større tv-skærm. Biljagter og slagsmål med grandiose håndvåben, eksplosioner og drøje slag over og under bæltestedet leveres i en fejende og flamboyant facon, som på alle måder vil tilfredsstille fans af action fra væg til væg.

Hvorfor gå i biffen for at se den 117. udgave af Mission: Impossible, når hæsblæsende biljagter og sønderbragende skuddueller kommer direkte ud af din egen væg, ryster Amagerhylden og får bornholmeruret til at gå i stå.

Heart of Stone er et overflødighedshorn af alskens klichéer udi at slå folk ihjel og sprænge biler og bygninger i luften.

Jeg har en svaghed for israelske Gal Gadot. Ganske vist spiller hun som de brækkede arme, hun tildeler sine maskuline modstandere. Men hun er den atletiske, spændstige datter, du aldrig fik, og som kan springe over alle barrer, bokse alle drenge i brædderne og samtidig løbe fra alle uhyggelige mænd, der har ureelle hensigter med det modsatte køn.

Vi er i en verden, hvor mænd mestendels er skulende skurke med irske Jamie Dornan i spidsen. Han er en sinister starut og kynisk anfører for klynger af karle, som vil kvinder det ondt.

Det gælder også indiske Alia Bhatt, som først er skurk siden søstersolidarisk med de andre kvinder, der gedulgt kæmper for en bedre verden.

Den fine Shakespeare-skuespiller Sophie Okonedo er Rachels boss, en slags M, som vi kender det fra James Bond-serien. Hun er kernen inde i den bistre verden, som styrer det meste via et computer-univers, der både er nærværende, sandsynlig og futuristisk.

På den anden side har vi kvinder af divergerende hudfarve, kultur og religion, som finder sammen mod et frimureri af falske mænd, der hævngerrigt vil fastholde status quo.

Ganske vist er der i intrigen noget om at forandre verden til det bedre, men hvorledes er tåget.

Handlingen?

Den er bare et spinkelt og speget plot, som danner et sammenhængende skelet for de flotte scener med død og ødelæggelse. Fra Portugals Lissabon til Islands Reykjavik eksploderer huse, mens døden tæller ned til deadline, og sagesløse mennesker skydes til rød støvregn.

Der er det hele med renter i Heart of Stone. Undtagen sjæl. Forstået som en empatisk følelse af, at det drejer sig om en genkendelig, menneskelig verden og ikke et computerspil krydret med mere eller mindre relevante replikker indimellem de drastiske dødsfald.