Heartstone

Det er ikke kun i fodbold, at man de seneste par år har ønsket, at man tilhørte det islandske folk i det høje nord. Også inden for filmens verden har man haft lyst til at holde hænderne over hovedet og klappe, som deres fans gjorde under VM i fodbold.

For Island bare spytter stortalenter ud: Rúnar Rúnarsson (Volcano og Sparrows), Dagur Kári (Nói albinói og Virgin Mountain), Grímur Hákonarson (Blandt mænd og får) og Benedikt Erlingsson (Om heste og mænd).

Mange af talenterne har dog søgt mod Danmark, hvilket også gælder for nyeste skud på stammen, Guðmundur Arnar Guðmundsson.

Den 35-årige islænding har tidligere instrueret de glimrende kortfilm Ártún og Hvalfjord på Filmværkstedet. Nu debuterer han med Heartstone, der er den tredje islandske film i træk, som har vundet Publikumsprisen på Cph Pix.

Thor og bedstevennen Christian har sommerferie, men der er ikke meget at lave i den lille, islandske fiskerby. De fanger nogle fisk og smadrer et par gamle biler, men sidder ellers og spytter ned i jorden, hvis de da ikke opsøger den interimistiske grillbar.

Tidligere var det kun for at hente slik og pomfritter i skuret, men denne sommer er de begyndt at få øjnene op for et mere værdifuldt aspekt af grillbaren: kontakten med pigerne!

For Thor og Christian er på vej ind i helvedes forgård, bedre kendt som puberteten. Dér, hvor små dramaer vokser sig store på to sekunder, ligesom de følelser, der opleves for første gang og derfor synes enorme.

Det starter med forsigtige blikke. Et blik på det modsatte køn og ens eget. På kroppe i forvandling, der skal måles og vejes. Er jeg foran, er jeg bagud, er jeg normal?

Thor er lidt mindre end sine jævnaldrende. Han er næsten et hoved lavere end Christian.

I en af de første scener ser vi Thor komme ud af badet. Han observerer sig selv i spejlet. Nærstuderer sit ansigt med de barnlige træk, det tætklippede brune hår og de lysende blå øjne. Kigger ned. Der er endnu ingen pubeshår at se. Han tager sin søsters hårbørste, knuger de efterladte hår sammen til en hårbold og placerer nøje erstatningen. Kigger op. Og forsøger så at kysse med spejlet.

Mere skal der ikke til, før vi føler os hensat til de kejtede følelsers tid. For Guðmundsson har en helt særlig evne. Han kan få en ungdomsfortælling til at føles, som var det os selv, der oplevede det hele for første gang.

De to unge skuespillere Baldur Einarsson og Blær Hinriksson spiller, som havde de aldrig lavet andet.

Man tror på deres nære venskab fra første sekund. Følelserne rammes rent, og hver en replik falder naturligt, som når det går op for Christian, at han er mere seksuelt interesseret i Thor end i de to piger, Beta og Hanna.

Og når Thor, der har en mistanke om, hvad der er på færde, med lige dele bekymring og irritation siger: ”Hold op med at være mærkelig. Så bliver alt godt igen.”

Det fremragende manuskript har Guðmundsson selv stået for.

Og selv om det er barske oplevelser, der knytter de to drenge sammen i den islandske sommer, er der også sjove momenter.

Da Thor og Christian skal overnatte hos Beta og Hanna, drøner pigerne ud på badeværelset for at smukkesere sig. Med mørkeblå skygger op til øjenbrynene og tre lag læbestift forklarer Beta selvsikkert til Hanna: ”Ikke for meget makeup. Så ligner man en luder.”

De følsomme unges tumultariske vej mod voksenlivet indfanges brillant af fotografen Sturla Brandth Grøvlen, der virkelig ikke kan roses nok for den poetiske billedside.

Gang på gang taber man kæben af bar skønhed. Den storslåede islandske natur bliver en medspiller i dramaet og lige så omskiftelig som drengenes humør. Dyrene på øen benyttes som uhyggelige forvarsler.

Og de mange ultranære closeups af ungdommelig hud, øjenvipper, svedperler og små dun suger os ind i en verden, der viser sig fra både sin bløde og hårde side.