The Heat

Paul Feig – manden bag den befriende morsomme kvindekomedie Brudepiger – er tilbage med endnu en omgang kvinder på randen af et nervøst sammenbrud, denne gang en actionkomedie i good cop/bad cop-genren.

Den er knap så sjov som forgængeren, for hvor Brudepiger i forhold til utallige andre romantiske komedier bød på adskillige originale overraskelser – især via Melissa McCarthy, der er steget i graderne og nu spiller hovedrolle – er The Heat støbt lige efter præmieformlen fra film som Frækkere end politiet tillader og Dødbringende våben. Bare med omvendt kønstegn.

Filmen starter lovende med en intro, der er en stilmæssig homage til 70’er-politifilm som Shaft med orange filter, funky klipning og høj musik – hvorefter Sandra Bullock træder ind på lærredet. Hun ligner sig selv, som hun har gjort i snart tyve år (Speed er fra 1994!), og hendes snerpede FBI-agent er nærmest et patchwork af diverse roller fra hendes betydelige (og mildest talt ujævne) bagkatalog.

Bullock er den renskurede student fra Harvard, som gør alt efter bogen. Hun bliver sat på en sag i Boston, hvor en lokal politibetjent (Mccarthy) gør modstand og nægter at overgive den til hende. Det fører til korporligheder, men helt efter drejebogen siger deres (mandlige) øverstbefalende, at de derfor skal samarbejde.

Og sikke en ballade, der opstår, for kvinde er trods alt kvinde værst. McCarthys betjent er naturligvis det stik modsatte af Bullocks: grov, kontroversiel, mandhaftig og grænseoverskridende – men selvfølgelig dygtig på sin egen ukurante facon.

McCarthy var frastødende og hysterisk morsom i sin birolle i Brudepiger. Her er hun lige så frastødende, og det er befriende, at der bliver satset på en så gennemført utiltalende hovedrolle i en mainstreamfilm. Det bliver bare aldrig rigtig sjovt.

Hatten af for, at hun kan fyre en tilsyneladende improviseret tirade af om chefens diminutive nosser, men man bliver lige så pinligt berørt over situationen som hendes politikollegaer i filmen.

Det taler også stærkt imod The Heat, at Bullock og McCarthy uden videre kunne have været spillet af … mænd.

Kun én scene drager fordel af kombinationen af patter og politi: Duoen lader en narkosælger dingle ud over kanten af en brandtrappe for at presse viden ud af ham, som vi har set i utallige strømerfilm. Eneste problem er, at deres armmuskler er for svage – og farvel, narkosælger!

Det er en rodet film, hvis soundtrack farer vild efter introen og byder på alt fra alternativ rock til rap og bedaget pop. Den får sat tempoet op i sidste fjerdedel, men thriller-afslutningen er vag.

Det virker ikke umiddelbart som en indlysende god nyhed, at The Heat 2 er på trapperne.