Helium

En dreng ligger lænket til sin hospitalsseng, og døden lurer lige om hjørnet. Udgangspunktet er nådesløst i Anders Walters Oscar-nominerede kortfilm Helium. Men en kreativ rengøringsmand og fantasien som frigørende kraft kommer drengen til undsætning.

De fleste har sandsynligvis for længst stiftet bekendtskab med både Thomas Vinterbergs Jagten og Joshua Oppenheimers danskproducerede The Act of Killing.

Danmarks tredje bidrag til Oscar-ceremonien natten til mandag fortjener imidlertid også bred anerkendelse og folkelig opbakning.

Sidste år var Walter shortlistet til en Oscar for kortfilmen 9 meter (som kan ses på Ekko Shortlist), men i sidste øjeblik blev filmen forbigået. Nu sidder den 36-årige instruktør, der oprindelig er tegner og har lavet musikvideoer for sin tvillingebror Rasmus, på første parket ved den prestigiøse prisfest.

Walters film er produceret af Kim og Tivi Magnussen og M&M Productions, der efterhånden har gjort det til et speciale at skabe kortfilm-succeser i filmens mekka. Selskabet stod også bag Valgaften (1999), Der er en yndig mand (2003) og De nye lejere (2010), der alle vandt en Oscar for bedste kortfilm.

Helium er en rørende fortælling, der hudfletter et alvorligt og tabubelagt stofområde. For hvordan forklarer man et barn, at det skal dø?

Netop derfor får man det indtryk, at ingen voksne i Helium har haft modet til at konfrontere drengen Alfred (Pelle Falk Krusbæk) med hans tragiske skæbne. Konsekvensen er, at han er dødsangst i ordets bogstavelige forstand.

En dag kommer den perplekse rengøringsmand Enzo (Casper Crump) ind på Alfreds værelse. Med udgangspunkt i de modeller af luftskibe, som Alfred har hængende i loftet, opfinder Enzo en fabelagtig drømmeverden kaldet ”Helium”.

Når Alfred dør, vil et gigantisk luftskib fragte ham til Helium, hvor svævende øer er befolket af alle dem, han har kær.

Vi pendulerer derfor mellem den blygrå og benhårde realisme på hospitalsgangen og den pastelfarvede fantasiverden, hvis drømmelandskab ligner et destillat af Avatar. De visuelt dekadente billeder er et tydeligt udtryk for Walters erfaring som tegneseriemager.

Enzo forholder sig konkret til døden, men han bruger fantasien som et værktøj til at lindre smerten. Han involverer Alfred som kreativ arkitekt til det himmerige, der bliver drengens mentale redningsflåde.

Walter skildrer døden i børnehøjde og indskriver sig dermed i en tradition, hvor Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte er flagskibet. I samme stil brugte Roberto Benigni i Livet er smukt fantasiens potentiale til at omsætte krigens rædsler til barnagtig leg.

Enzo møder en række forhindringer, men han trodser reglement og karriere i et desperat kapløb med tiden. Målet helliger midlerne i den alvorlige sags tjeneste. I en grådkvalt samtale med en sympatisk sygeplejerske (Marijana Jankovic) bekender Enzo, at han holder drengen for nar. Det hele er jo bedrag.

Men Alfreds skæbne er uundgåelig, og døden skelner ikke mellem løgn og sandhed. Hvad der for andre er pure opspind, giver for Alfred befriende mening. Anekdoten om Helium sikrer en smertefri opdrift til efterlivet.

Den patosfyldte underlægningsmusik giver filmen en meget sentimental indpakning. Lige præcis i Oscar-sammenhæng er det dog nødvendigvis ikke en svaghed at spille på de hjerteskærende tangenter.

Desuden kan det undre, at de kærlige forældre, vi ser i en tidlig scene, ikke er ved Alfreds side, da han ligger på dødslejet. Det skaber en underlig slagside i fortællingens logik.

Walter har imidlertid en fornem sans for at udnytte kortfilmens format. I løbet af Heliums 23 minutter udfoldes et dramaturgisk forløb, der er en spillefilm værdig. Man græmmes over livets uretfærdighed, samtidig med at man glæder sig over fantasiens skaberkraft og sammenholdets styrke.