Helmut Newton: The Bad and the Beautiful

I de indledende minutter af instruktøren Gero von Boehms dokumentar om Helmut Newton giver hovedpersonen selv udtryk for, at film om fotografer gerne er dræbende kedsommelige.

Man ser bare ryggen af en person, som står bøjet over et kamera og så denne lyd: klik, klik, klik.

Man må gå ud fra, at hensigten med bemærkningen er at signalere, at her kommer et helt anderledes fotografportræt. Den præmis er jeg dog ikke enig i.

For det første findes der adskillige fremragende dokumentarer om fotografer som Vivian Maier, Sally Mann, Robert Frank og mange flere. For det andet er Helmut Newton: The Bad and the Beautiful formelt set ikke nyskabende.

Efter længere tids tilløb fik Gero von Boehm i slutningen af 1990’erne tilladelse til at følge Newton på diverse opgaver rundt om i verden, primært i Monte Carlo, Paris, Los Angeles og fødebyen Berlin.

I 2004 kom samarbejdet til en brat afslutning, da Newton blev dræbt i et trafikuheld i West Hollywood, 83 år gammel.

Men nu er von Boehm så vendt tilbage til materialet fra dengang, samtidig med at han har tilføjet nye interviews med en lang række af Newtons modeller og forretningspartnere, alle sammen kvinder.

Er resultatet ikke banebrydende, er portrættet til gengæld fænomenalt underholdende.

Og vel også kontroversielt i den forstand, at filmen, trods den lange parade af kvindelige vidner, er så godt som blottet for beskyldninger om et misogynt indhold i Newtons ikoniske billeder. De som regel nøgne kvindekroppe er iscenesat i situationer, hvor de som perfekte statuer kan virke på én gang intimiderende, overmenneskeligt kraftfulde og erotiske.

Naturligvis vil det falde nogen for brystet, at von Boehm stort set har udeladt kritiske vidner. Personligt finder jeg det opmuntrende, at ikke alle film skal skæres over samme fantasiløse læst, som især journalister gerne vil have.

Og publikum er jo ikke idioter – det er indlysende, at Newtons provokerende æstetik ikke er for alle.

Et enkelt sted får Newton læst og påskrevet af Susan Sontag i et ældre tv-klip, men i stedet for pligtskyldigt at følge op på denne kritik giver filmen os en række beretninger fra stærke kvinder – Grace Jones, Marianne Faithfull, Charlotte Rampling, Isabella Rossellini, Claudia Schiffer og andre.

Flere giver udtryk for, at samarbejdet med Newton gav dem mulighed for at udforske hidtil uprøvede sider af deres identitet. De gik simpelthen styrkede ud af oplevelsen, også selv om Newton i mange tilfælde var den første, der overtalte dem til at smide tøjet foran linsen.

I modsætning til, hvad man ellers kunne tro, er der ikke en af dem, som nogensinde oplevede upassende tilnærmelser fra deres portrættør. Tværtimod siger én, at fotografen skabte et safe space for hende.

Det er interessant i en nutidig optik. Ligesom den tilsvarende overraskende disponering af Newtons livshistorie er det.

Først halvvejs inde i filmen kommer det frem, nærmest en passant, at Helmut Newton i 1938 måtte flygte fra Tyskland på grund af sin jødiske baggrund. I første omgang til Singapore og siden til Australien, hvor han mødte sin livsledsagerske, June Newton.

Med de oplysninger får Newtons beundring for Leni Riefenstahls æstetik tilført en ekstra dimension. Det bidrager, sammen med skildringen af hans samarbejde med de mange kvindelige modeller, til portrættet af en gådefuld og sammensat personlighed.

Han var givetvis ikke så ukompliceret, som filmen ellers kunne antyde med sin lette tråd, forførende popmusik og elegante montager af et overflødighedshorn af arkivmateriale.

Helmut Newton var en kunstner, der kan minde os om, at uanset hvor nøgne de skarpt belyste modeller er, så rummer ethvert billede mere end den overflade, der umiddelbart møder øjet.