Helved

I 2014 hittede duoen Lars T. Therkildsen og Charter McCloskey med komedieserien TurboModul, der hentede inspiration i en række skæve og morsomme mennesker, som de var stødt på gennem deres opvækst i det jyske.

De var trætte af det københavnske caffe latte-segments skildring af jyderne.

Nu har Therkildsen og McCloskey skabt en ny sort komedie fra den jyske provins.

Albert (McCloskey) er oppe i 30’erne, men er flygtet fra den kvælende tilværelse på familiegården i Jylland og er taget til København for at jagte drømmen om at blive skuespiller.

Men på hans demente bedstemors 80-års fødselsdag vender han tilbage til barndomshjemmet for at fejre hende med resten af familien. Et besøg, som dog tager en rædselsvækkende drejning, da Albert bliver fanget i et tidsloop, der tvinger ham til at opleve dagens begivenheder igen og igen – ligesom Bill Murrays komiske mareridt i Groundhog Day.

Desperat forsøger Albert at finde ud af, hvorfor han er fanget i loopet, og han opdager, at alle i familien har deres at slås med.

Familiegårdens små rum, hvor der ikke er højt til loftet, giver tydeligt fornemmelsen af Alberts følelse af at være indespærret i helvedet, mens scenografien gør, at vi nærmest kan lugte det gamle hjem.

Hjemmet skaber en iltfattig atmosfære, hvor en ækel, brunlig farve går igen – både i den mørnede stofsofa, det bastante træbord og i de blomstrede gardiner i brunlige nuancer, som hænger langs væggens gullige tapet.

Men desværre er den kreative scenografi ikke nok til at redde komedien.

Charter McCloskey overspiller i rollen som Albert i en sådan grad, at det er tåkrummende at overvære, og hverken dialog eller gestik er det mindste morsomt.

Hidsigt hopper han rundt og fægter med armene i desperation over ikke at kunne komme ud af tidsloopet. Han har en uforståeligt grov tone over for sin demente bedstemor, som han kalder spejlblank og beder om at ”spytte ud”. Han virker bare plat og dum, når han flere gange aber efter familiemedlemmerne med pibestemme.

Alberts mentale nedsmeltning får ham til at handle fuldstændigt vanvittigt, og det er som seer svært helt at følge med i og forstå hans ageren.

Pludselig står han ude på marken med høretelefoner på og råber hysterisk i den bagende sol: ”Hvorfor fanden skulle jeg også have læderbukser på, når det er så varmt?”

Hvor kom det dog fra? Og hvorfor siger Albert alle sine tanker højt?

Så er han ved at stikke hovedet ind i en ovn, overvejer at brænde gården ned, vælger pludselig at tage tøjet af og gå rundt i underbukser og forsøger at stjæle et familiemedlems bil.

Måbende sidder vi nærmest tilbage og tænker, hvad i hede hulen der foregår.

Flere gange handler Albert yderst tilfældigt. Pludselig bryder han ud af ingenting ud i sang og skråler ”I just call to say I love you” i et forsøg på at få familien til at tilgive ham for sine fejltagelser gennem årene.

Det er en skam, for serien har ellers fat i en sjov idé med at lade den samme dag løbe i ring og derved gradvis give hovedpersonen og seerne flere informationer og en større forståelse for, hvorfor de forskellige familiemedlemmer handler, som de gør.

Der er interessante tematikker på spil om sammenhold og om at flygte fra sin fortid. En scene ved middagsbordet, hvor de endelig taler ud med hinanden om, hvordan de er blevet skuffet over Alberts opførsel, giver serien en smule nerve.

Men det lille lysglimt kan ikke rette op på seriens kurs mod afgrunden.