Hende

På internettet kan man allerede finde adskillige begejstrede parodier på Spike Jonzes nær-fremtidsfilm Hende, hvor en genert, følelsesmæssigt såret mand forelsker sig i sit intelligente operativsystems kvindelige stemme.

Flere parodier bytter om på hovedfigurernes køn. Én af dem bruger klip fra den originale trailer, men skifter Scarlett Johanssons stemme ud med replikstykker fra den nu afdøde Philip Seymour Hoffmans fantastiske karriere, inklusive den frække telefonstønnerdialog fra Todd Solondz’ Happiness.

Hvis det er sandt, at parodier er den højeste form for ros, er der ingen tvivl om, at folk virkelig, virkeliggodt kan lide Hende. Der er ikke nær så mange jokes om 12 Years a Slave eller The Wolf of Wall Street derude.

Det er ikke så overraskende, for filmen vækker dyb genklang i én, måske fordi vi alle sammen kan forstå grundpræmissen i en tid, hvor vores forhold til hinanden mere end nogensinde går gennem teknologi.

Grundlæggende er Hende en helt almindelig dreng-møder-pige-kærlighedshistorie, men med et futuristisk twist. Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) lever af at skrive andres breve, fra takkekort til kærlighedserklæringer.

Han er for nylig blevet forladt af sin kone (Rooney Mara i en lille, men opsigtsvækkende rolle), og han er stadig for skrøbelig og såret til at indgå i nogen form for forhold, der er mere kompliceret end telefonsex med fremmede.

En dag beslutter Theodore at opgradere sin computer til det seneste operativsystem, OS1, som er hyperintelligent, og ekstremt tilpasningsdygtigt. OS1 giver sig selv navnet Samantha (Scarlett Johansson lægger stemme til), og ved at scanne alle Theodores e-mails, kalendere og filer – som en stalker med tilladelse til at snage – lærer hun Theodore bedre at kende end nogen, han nogensinde har kendt.

Og endnu vigtigere: Hendes eneste mål i livet er at foregribe alle hans ønsker (selv de seksuelle, som man ser i en af filmens mest omtalte og sært ømme scener). Hun er som den perfekte postordre-brud og tilmed med en hæs, sexet stemme.

Som det meste andet mesterlige science fiction foregår Hende blot få år fremme i tiden, hvilket betyder, at Jonze kun har lavet mindre afvigelser i tidsbilledet fra det, vi kender. Tag bare Theodores højtaljede bukser, som ser åndssvage ud i dag, men sikkert godt kunne blive cool om et par år (faktisk kan mode-avantgardister allerede købe bukser direkte baseret på Hende).

På samme måde er miljøet, som historien udfolder sig i, et fuldstændigt genkendeligt Los Angeles, men med små stykker af Shanghai transplanteret ind via ferm CGI for at vise, hvordan byen skyder mere og mere i vejret.K.K. Barrets detaljerige produktionsdesign er en ren masterclass i sin kombination af futuristisk vision, upåklagelig stilsans og en symbolsk farvepalet med rig brug af orange, signaturfarven for operativsystemet Samantha.

Men selv uden de æstetiske og filmiske bedrifter er Hende en særdeles stemningsfuld kærlighedshistorie, der skærer lige ind til benet af, hvad kærlighed er for en størrelse.

Jonze og den ofte undervurderede Phoenix, hvis arbejde i Hende er fuldt på højde med hans frygtindgydende præstation i The Master, formår at få os til at glemme, at præmissen jo egentlig er bizar. I stedet bliver vi tryllebundet af historiens følelsesmæssige dybde.

Det blev man også af Jonzes andre film, Being John Malkovich, Orkidé-tyven og Where the Wild Things Are – alle værker, der er funderet i fantasy eller sci-fi, men handler om ensomhed og skrøbeligheden i menneskelige relationer.

Tunge emner forvaltet med en usædvanligt let og elegant hånd. Spike Jonze er en af de mest opfindsomme og begavede instruktører i sin generation – og Hende kunne meget vel være hans bedste film hidtil.