Henning og dødsmissilet

Henning er orlogskaptajn H.G. Olsen.

Dødsmissilet er bag sit melodramatiske navn et moderne harpunmissil med sprængladning på mere end 200 kg. Konstrueret således, at missilet sprænger alt inde i det krigsskib, der rammes af en sådan fætter. Selv russerne har respekt for det.

I slutningen af Den Kolde Krig den 6. september 1982 sendtes et missil af sted fra Hennings fregat Peder Skram i det sydlige Kattegat.

Missilet har en rækkevidde på 100 kilometer – nok til at nå både København og atomkraftværket Barsebäck i Skåne.

Heldigvis eksploderede det i cirka fem meters højde i skellet mellem et par sommerhusgrunde i Lumsås i Nordsjælland. Ingen mennesker kom til skade, fire sommerhuse blev totalskadet og en række andre fik mindre skader.

Hvordan kunne det ske?

Til affyring skulle teknisk bruges en nøgle, der var låst inde i kaptajnens skab. Men hurtigt – alt for hurtigt – blev ulykken officielt stemplet som en menneskelig fejl, forårsaget af Henning.

Han blev simpelthen syndebuk for et produkt, der var knyttet til den amerikanske våbengigant McDonnell Douglas (i dag Boeing-gruppen), et magtfuldt firma med en større omsætning og indtjening end hele Danmark.

Henning og dødsmissilet fortæller denne fantasiske historie fra den faktiske virkelighed, men skabt af næsten samme stof som en flamboyant spillefilm.

Med stolte og obsternasige søofficerer, der er oppe imod gustne bagmænd både indenlands og udenlands, som mener at katastrofen skyldes en dansk klodsmajor – ikke en mekanisk dysfunktion.

Frækt og kækt døbes vådeskuddet i aviser til ”hovsa-missilet”.

Flere kommissioner bliver nedsat med mænd i alvorlige uniformer, andre i seriøse jakkesæt. Men vi er godt hjulpet af stædige journalister, som trevler sagens spegede tråde op og finder frem til – om ikke hele sandheden, så dog til et acceptabelt forlig for begge parter.

Vi får i serien sagen fortalt via de implicerede, som sættes op til dybdeborende samtaler. Og samtalerne bliver tilsat flotte billeder af vor stolte flåde på vagt for fædrelandet, hvor fjenden østpå er til stede overalt i vore bælter og sunde.

Dramatisk begynder første afsnit lige på og hårdt.

Missilet ryger afsted med et uhyggeligt kæmpebrag, og mandskabet er i minutter stedt mellem angst og bæven, mens de venter på at se, hvor missilet har ramt.

Som det er sædvane for vor tids dokumentarfilm, er der iscenesatte tableauer, hvor skuespillere på bedste vis agerer fortidens aktører.

Alt er sat spændende op som en tv-serie med de obligatoriske cliffhangers, der holder os seere fangne, indtil fortsættelsen følger.

Men med risiko for at være en vrissen gnavpot irriterer den dramatisering mig en smule. Historien om harpunmissilet var en skandale, som både involverede storpolitiske, økonomiske og alliancemæssige interesser.

Den havde rødder i det, som nu til dags hedder ”deep state”, altså forgrenede sammensværgelser inde bag folkestyrets såkaldte gennemskuelige facade og diskurs.

Henning og dødsmissilet fungerer upåklageligt som den serielle form for underholdning, man snildt finder på Netflix eller HBO.

Den er ikke uden kritiske toner af, at man måske var lidt mere bramfri i vor flåde dengang, hvor der var øl og gin og tonic før frokost. En vis kammeratlig løsagtighed, den traditionelle djærvhed, vi engang satte i forbindelse med søens folk fra Tordenskjold til vor forrige konge.

Men under den filmiske form er der en menneskelig tragedie og et kynisk statsapparat.

Henning – med det nedværdigende øgenavn Missil-Olsen – blev delvist renset og døde af knoglekræft i 2013, 82 år gammel.