Hercules

Dwayne ”the Rock” Johnsons karakteristisk dybe basstemme er som skabt til brandtaler på slagmarken.

Den 42-årige eks-wrestler har en muskulatur som en bulldozer og virker oplagt til at løfte arven som halvgud efter Lou Ferrigno og ikke mindst Arnold Schwarzenegger.

Rygtet vil vide, at han i Hercules endda bærer den samme skulderlange paryk, som Schwarzenegger bar i sin debutrolle i den ufrivilligt kiksede Hercules i New York.

Instruktør Brett Ratner har tidligere stået bag den populære Rush Hour-trilogi og har et tydeligt talent for at parre fjerlet slapstick-humor med hårdkogt action. Det gør sig også gældende i hans Hercules-version, hvor heltens status som halvgud er filmens tematiske krog.

Her må Hercules konstant anstrenge sig for at vise sit værd. Er han vitterlig søn af selveste Zeus, eller har dygtige pr-folk som hans fantasifulde, historiefortællende nevø ophøjet et jævnt kriger-cv til mytologisk status?

Sagnet befinder sig i den action-pakkede ende af den græske mytologi, og man forstår, hvorfor flere instruktører har set potentialet på det store lærred.

Desværre er Hercules ikke meget andet end spændte biceps, flotte soldaterformationer og floskelfyldte kampråb i Brett Ratners udgave, der bestemt ikke vil gå over i historien som den bedste.

Hercules er reduceret til en simpel lejesvend, som har tilsidesat ideologi og hæder og slås for enhver, der vil betale et par guldmønter. Og det vil kongen af Thrace, der bruger sin datter som sexet galionsfigur i et snedigt plot, der skal lokke Hercules til at kæmpe på den forkerte side.

Dwayne Johnson er glimrende som muskuløs indpisker og kamphane. Når dialogen breder sig ud over slagmarkens paroler, er han knap så overbevisende. Hans håndvåben er væsentligt skarpere end den humoristiske timing.

Heltens slæng består blandt andre af Atalanta, en oldtidens femme fatale. Hun kæmper med spændt bue og lårkort nederdel. Og så er der vismanden Autolycus, hvis platte forudsigelser om fremtiden (der aldrig holder stik) bliver en anelse trættende i længden.

Norske Aksel Hennie, der er kendt for hovedrollen i Jo Nesbø-filmatiseringen Headhunterne, spiller en ordknap og dyrisk bastard, som Hercules har fundet på slagmarken.

Filmen er baseret på en tegneserie, men er befriende renset for den grafiske stil (tænk svingende sværd i slowmotion), der har præget sandal- og sixpack-genren de sidste ti år. I et monstrøst sammenstød, hvor Hercules og følge kæmper mod en broget hær af zombielignende grønhuder, er koreografien forfriskende jordnær og forvirrende.

I disse scener, der ubestridt er filmens mest imponerende, læner stilen sig tættere op ad Game of Thrones end 300 og Clash of the Titans.

Til gengæld virker det irriterende, når decideret blodige elementer, der burde være en elementær del af slagmarkens logik, uheldigt iøjnefaldende er retoucheret væk. Vi oplever soldater i tusindtal kæmpe på livet løs med sværd, daggert og spyd, og alligevel ser vi aldrig et regulært snit eller et blodigt stiksår i nærbillede.

Man har uden tvivl anstrengt sig for at undgå et censurstempel, der vil udelukke det unge, amerikanske kernepublikum. Et rent markedsmæssigt træk, der tilfører Hercules en poleret aura, som til tider skurrer mod det krigsliderlige plot.

Herhjemme, hvor vi ser helt anderledes mildt på elementer som nøgenhed og hårdt på voldelige scener, er filmen imidlertid ikke tilladt for børn under femten år. Men det er en anden historie.

I filmens slutning skæres moralen ud i metertykt pap: Man behøver ikke være en Gud for at være ædel, modig og unik. Og oldtidens Grækenland omdannes til et bombastisk inferno, der skal berettige filmens 3D-format, men ender som tamt effektræs.

Hercules skal dog roses for, at den i modsætning til alle andre sommer-blockbustere har en hensynsfuld varighed på 98 minutter.