Here and Now

Det er voldsomt irriterende at få smækket alle de korrekte meninger og holdninger i hovedet af en film eller serie, der dybest set bare er underholdning – eller som et minimum gerne skal underholde.

For mens kulturelle værker kan åbne for alle mulige slags forståelsesmæssige horisonter, sker det sjældent, når den politisk korrekte finger bliver viftet lige så voldsomt, som den gør i den nye HBO-serie Here and Now.

Alt ser ellers lovende ud fra starten.

Tim Robbins og Holly Hunter står i spidsen for et hovedsageligt velspillende cast, hvor der gøres en dyd ud af etnisk diversitet. Robbins og Hunter spiller forældre i den kreative klasse, der har adopteret børn fra den store verden. Deres voksne børn Ashley (Jerrika Hinton), Duc (Raymond Lee) og Ramon (Daniel Zovatto) har rødder i henholdsvis Liberia, Vietnam og Colombia.

Trods vidt forskellige fysiske træk er de tre søskende som amerikanere i tv-serier er flest: ulykkelige i al deres lykke.

Succesfulde Ashley har en kernefamilie med en støttende mand, men savner noget i tilværelsen. Duc er en life coach, hvis fokus på personlig selvudvikling dækker over en enorm usikkerhed. Og Ramon leder bare efter noget, hverken ham eller nogen andre forstår, men finder måske meningen med livet i forelskelsen til den søde Henry.

At de har en anden hudfarve end hvid, gør ikke klichéerne mere interessante.

Tim Robbins er filosofiprofessoren Greg Boatwright, der er kendt for i sin tid at have skrevet en bog, som bliver kaldt et moralsk forsvar for hedonismen.

Men på sine gamle dage har han glemt at nyde livet. Det er svært at sige om hans trekvartlivskrise er af eksistentiel karakter, for serien blander tydelige referencer til nutiden ind i herligheden.

”For 30 år siden var sandheden stadig sandheden. Fakta var stadig fakta. Men sådan er det ikke længere. Verden er blevet vendt på hovedet,” fortæller Greg på en etik-konference. Det er måske sandt nok, men det er lige så dramatisk uinteressant, som når Jeff Daniels i rollen som nyhedsværten Will McAvoy i Aaron Sorkins The Newsroom holder sine politiske tirader.

Der sker forskellige ting i Here and Now – Gregs kone Audrey holder en fest på hans 60-års fødselsdag, hvor deres syttenårige og eneste biologiske barn, Kristen (Sosie Bacon), dyrker sex for første gang. På hendes skole er der en kamp mellem de etniske minoriteter og de kaukasiske elever, som også vil have deres egen klub – med beskyldninger om racisme til følge.

Alle mulige store emner bliver jongleret uden megen finesse.

Det er, som om der ikke er nogen form for sammenhæng mellem karaktererne og situationerne, ingen retning i fortællingen, intet mål. Fire afsnit inde har man efterhånden forstået, at samtlige medlemmer af familien er søgende sjæle, men hvor de skal søge hen, hverken forstår man eller interesserer sig for.

Serien er skabt af Alan Ball, der vandt en Oscar for sit manuskript til American Beauty og med Six Feet Under stod bag et af de store tv-mesterværker i nyere tid.

Six Feet Under løftede historien om bedemandsfamilien Fisher ved at lade hovedpersonerne opleve verden gennem både drømmesyn og surrealistiske briller.

Også Here and Now bevæger sig ud i det spirituelle. Ramon ser tallet 11:11 over det hele og bliver sendt til en psykiater, som han danner et overnaturligt bånd med. Men hokuspokus-spiritualisme og venstrefløjshumanisme danner en uskøn forening.

Here and Now føles som en kopi af Six Feet Under, men uden alt det, der gjorde sidstnævnte til en uforglemmelig serie.