Hereditary

Efter en årrække, hvor vi mest kendte hekse fra Harry Potter-film og eventyrlige gysere som The Brothers Grimm og The Last Witch Hunter, vender de skræmmende hekse tilbage til genren med først The Witch og nu Ari Asters Hereditary.

Det er en veldrejet gyser, der balancerer mellem det psykologiske og det okkulte. Den aflejrer sig i tilskuerens sind som ubehag, uro og væmmelse.

”Hereditary” betyder arvelig, og filmen starter med en begravelse i familien Graham. Bedstemor Ellen er død. Hun boede den sidste tid hos sin datter Annie (Toni Collette), og vi forstår, at Ellen ikke var elsket af alle i familien. Efter begravelsen bliver døren til hendes værelse låst, men den går ustandseligt op.

Historien udfolder sig i de dybe skove i Utah, hvor der er langt mellem hus og by. Annie arbejder hjemme. Hun er kunstner, og hendes specialitet er miniaturer af virkelighedens liv. Med lup og værktøj skaber hun dukkehuse for voksne, tro kopier af en ordinær hverdag med biler, huse, møbler og mennesker.

Hun er midt i forberedelserne til en udstilling, da døden banker på døren.

Faren Steve er familiens emotionelle centrum. Han køber ind, laver mad og vækker børnene, så Annie kan samle sig om sin kunst. Sønnen Peter går i gymnasiet, hvor han ryger pot og vantrives, og den trettenårige datter Charlie er en sær pige, der isolerer sig fra andre børn og propper sig med chokolade.

Charlie savner bedstemoren, som hun havde et tæt, måske usundt forhold til. Da Charlie finder en død due ved skolen, klipper hun hovedet af den og stikker det i lommen. Sådan et hoved kan bruges til mange ting.

Annie opsøger en sorggruppe for at læsse vrede af mod den mor, der kvalte hende psykisk. Annies far sultede sig ihjel, da hun var barn, og en bror begik selvmord. Men er de psykiske lidelser arvelige? Hvem bærer skylden for årtiers adfærd? Og hvad har Annie givet videre til sine børn?

Annie kan manipulere miniature-universerne, men det er sværere at kontrollere naturen.

Peter vil gerne gå til fester, men Annie insisterer på, at han tager sin modvillige søster med. Hun skælder også Charlie ud for at sove i skuret og gå barfodet i naturen. Da Ellens grav bliver vandaliseret, begynder Charlie at se syner af bedstemor, og i sorggruppen møder Annie den venlige Joan, der viser hende, hvordan man får kontakt med de døde.

Hereditary handler om nedarvede og nedgravede traumer, der ubønhørligt udfolder sig til en mareridtsagtig afslutning. Da Annie roder i morens flyttekasser med bøger om det okkulte, vender en gammel vane med at gå i søvne tilbage. Og nu vil ligene i lasten ikke længere ligge stille.

Ari Aster har både skrevet og instrueret, og hans personer er skrøbelige, komplekse og samtidig sært frastødende. Steve er sympatisk, men vattet, Annie er handlekraftig, men lige så afstumpet som sin mor, og deres børn vender de mentale frustrationer indad.

Den debuterende instruktør bruger flittigt to af gysets klassiske stilfigurer: det gotiske hus og den sublime natur. Fotografen Pawel Pogorzelski veksler mellem nærbilleder af uskønne detaljer som modermærker og smukke landskabspanoramaer filmet med dybdeforvrængende linse.

Det er svært at se, hvor virkeligheden holder op, og fantasien begynder. Hereditary er et studie i mental klaustrofobi og familie-uhygge.

Toni Collette imponerer som en kølig og afstumpet Annie, og Alex Wolff og Milly Shapiro er fremragende som de oversete teenagere.

Ari Aster mister desværre grebet en smule mod slutningen, hvor han vrider skruen fra uhygge til skræk. Familiens patologi har hidtil vibreret gådefuldt mellem biologisk defekt og okkult horror, og filmen bliver et mindre værk, da den kommer med et svar. Men det er æstetisk iscenesat og kræs for en tilskuer med smag for stilsikker uhygge a la Polanski og Kubrick.

Hereditary er sommerens bud på en isnende gyser.