Herrens veje – afsnit 1-2

”Københavns fedeste kirke,” udbryder præstekonen skuffet, da hendes mand siger nej til at blive præst i Marmorkirken. En stilling, han netop har fået tilbudt af den nye, kedelige kvindelige og småsleske biskop, som for lidt siden i et ophidset kampvalg har forhindret hans far i at få det hverv.

Nej August (Morten Hee Andersen), som den unge præst hedder, vil hellere være feltpræst nede hos de kæmpende danske Jenser i Langbortistan.

Så har August også en bror, Christian (Simon Sears). Han er det sorte får i denne præstefamilie, som har været folkekirkens hyrder i slægtled i 250 år. Han ser godt ud og ved det.

Faktisk begynder DR’s nye dramaserie Herrens veje med, at de to brødre som drenge leger præster ved stranden tæt på familiens sommerhus. Men siden går de udviklingsmæssigt hver til sit.

August bliver familiens øjesten som karismatisk præst, Christian er evighedsstudenten, som i en alder af 30 mere er til kvinder end karriere. Taler vi ikke om Kain og Abel og øst for paradiset?

Legenden om brodermisundelse er altid et solidt, men også slidt stillads for en god historie. Vi har hørt historien mange gange før, og nu skal vi altså have den i gejstlige gevandter.

Positivt kan man konstatere, at Adam Price er en vore bedste tv-dramatikere til at være rap i replikken på den blankpolerede, blaserte og sofistikerede facon, når urban og trendy middelklasse drikker caffe latte eller cocktails.

Men nu er vi altså blandt præster, der gerne taler med en mere tung tunge knyttet til seriens tematik om tro eller tvivl. Om Guds eksistens, død eller levende, samt den mere aktuelle om (folke)kirkens placering i vort samfund som andet end, hvilken kirke der er den fedeste.

I seriens egen selvforståelse handler det om troen og mangel på samme i vort senmoderne samfund. Men hvad er det egentlig for en tro, vi ser på skærmen i de første to afsnit?

I og med at serien har valgt en præstefamilie som bærende grundbund, må det vel være Luthers protestantisme med alt, hvad der er i den af saft og kraft. Det får vi serveret med heftige sexscener, hurtigt aftrukne T-shirts og heftige tungekys. Klart frigjort fra græsk eller romersk-katolsk ortodoksi, røgelse og myrra skær.

Men så får vi aparte Lars Mikkelsen som den patriarkalske præstefar med drukproblemer, der kysser Jesus på korset, i håb om at han vil gøre ham til biskop. Er det ikke mere katolsk end protestantisk sådan at kysse ikoner? Mens samme præsts gerninger i trøstens stund over for en forpint mand, som snart skal dø, bliver onduleret med afsyngelsen af en salme af Brorson om, at kun Gud kan sætte blad på nælde.

Jeg forlanger hverken højkirkelig religiøsitet a la Carl Th. Dreyer eller Ingmar Bergman i en gængs søndagsserie for hele familien Danmark. Mindre kan da gøre det, og gør det så sandelig her.

Men hvis jeg var præst i den danske folkekirke, ville jeg nok være stødt på præstekraven.

Med sit røre i en fiktiv præstegård synes Herrens veje mest at være målrettet udlandet. Der er da også franske fjernsynspenge i sagen. Ligesom Borgen præsenterede alverden for vort folketing som noget made in Disneyland, så vil Herrens veje måske vise vor kirke som en bygning bygget af plastikfirkantede Lego-klodser.

Andet afsnit, hvor feltpræsten August får sin ilddåb, og sjoveren med synd i specialet, Christian, går i seng med den forkerte kvinde, har instruktøren Kaspar Munk drejet mere fokuseret end første afsnit med præstefar som demagog og drukkenbolt.

Lars Mikkelsen spiller igen sin rolle med bravur og sekunderes af en fremragende Ann Eleonora Jørgensen som hans stovte præstekone.

Ferm folkekomedie, klart underholdende på den kulørte måde. Dansk kristendom for Dummies.