High-Rise

Ben Wheatley er en af tidens mest spændende britiske filmmagere.

Med en lille håndfuld film har han etableret sig som en original genreinstruktør, ærkebritisk i tonen og tilsyneladende grænseløst kreativ.

Gennembrudsfilmen Kill List er en fascinerende blanding af realisme og horror, Sightseers en kulsort komedie om et seriemorderpar på campingferie, mens A Field in England er en psykedelisk periodefilm.

High-Rise er baseret på J.G. Ballards dystopiske sci-fi-klassiker fra 1975 om et højhus, hvis mikrosamfund går i kaotisk opløsning, da klasseskel og ressourceulighed udarter sig til sexorgier, hærværk, druk og vold.

Tom Hiddleston spiller lægen Laing, der flytter ind i højhuset og bliver vidne til – og medspiller i – sammenbruddet. Jeremy Irons er bygningens gudelignende arkitekt. Luke Evans giver en fysisk dominerende, intens præstation som Wilder, der skildrer det hele med sit kamera.

Handlingen er henlagt til en sci-fi-version af 1970’erne.

Designet rammer præcist, men det hele ses gennem en ekspressiv, farvemættet optik, som ikke er interesseret i realisme. Den melankolske undergangsstemning understreges af Portisheads valium-døsige version af ABBA’s SOS.

En oplagt parallel er Kubricks A Clockwork Orange: brugen af klassisk musik, skiftene mellem stramme billedkompositioner og håndholdt kamera samt den ætsende misantropi.

Man aner også David Cronenberg i filmens dna. Han er en af de få andre instruktører, der har filmatiseret Ballard (Crash), og High-Rise minder også om hans apokalyptiske højhusgyser Shivers.

High-Rise er på samme tid Ben Wheatleys mest ambitiøse og mindst personlige film. Man mærker respekten for Ballards forlæg, men føler knap så meget Wheatleys humor og skæve blik.