The Hitman’s Bodyguard

I USA er The Hitman’s Bodyguard blevet markedsført med en plakat, der efterligner plakaten fra 90’er-klassikeren The Bodyguard.

På den oprindelige plakat holder livvagten Kevin Costner ømt Whitney Houston i sine arme, mens det på parodien er Ryan Reynolds, der heroisk redder Samuel L. Jackson.

Det er den mest veloplagte idé, som holdet bag The Hitman’s Bodyguard har fået. Selve filmen er der ikke mange originale tanker i.

Det virker faktisk mest, som om man bare har stillet sig tilfreds med et par gedigne stjernenavne – Reynolds, Jackson og Gary Oldman – og set stort på karaktererne og handlingen.

Udgangspunktet er devisen om modsætninger, der mødes.

Michael (Ryan Reynolds) er en tidligere succesfuld livvagt, men efter en fadæse må han tage til takke med småopgaver som bodyguard. Lige indtil han hyres af sin ekskæreste, Interpol-agenten Roussel (Elodie Young), til at eskortere top-lejemorderen Darius Kincaid (Samuel L. Jackson) fra England til krigsforbryderdomstolen i Haag. Kincaid er nemlig kronvidne i sagen mod den hviderussiske præsident Dukhovich (Gary Oldman), der er tiltalt for krigsforbrydelser.

Plottet er en tynd undskyldning for at lade Reynolds og Jackson rejse gennem Europa, mens de kækt mundhugges og tømmer maskinpistoler undervejs.

Michael og Darius Kincaid er nemlig modsætninger.

Michael har viet sit liv til at beskytte andre mennesker og undgår helst at vække opsigt, mens Kincaid er en bulderbasse af en dræbermaskine med galgenhumor og ingen tålmodighed.

Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson er sådan set begge hæderlige, men de kammer også ofte over og bliver karikaturer på sig selv. Reynolds er den charmerende, men også noget enfoldige flotte fyr-type, mens Jackson har fået lov til at give den fuld skrue.

Han runder hver sætning af med signaturen ”… motherfucker!” og overspiller gerne. Er man fan af Samuel L. Jacksons intense øjne og maniske blik, er der masser at kigge på undervejs.

Med en spilletid tæt på to timer er The Hitman’s Bodyguard alt for lang. Filmen har en forstyrrende uvane med at klippe tilbage i tiden og indskyde små baggrundshistorier. Vi skal se, hvordan både Michael og Kincaid mødte deres (eks-)kærester.

Det er klodset, plat og overflødigt.

Amsterdam lægger gader og kanaler til en hæsblæsende biljagt, der er så spektakulært udført, at enhver snak om troværdighed er overflødig. Man tvivler på, om de har fået ryddet op i Amsterdams gader, efter Ryan Reynolds, Samuel L. Jackson og resten af filmens stunthold har været på besøg i den hollandske hovedstad.

Det bliver aldrig tydeligt, om The Hitman’s Bodyguard er skåret som en parodi over The Bodyguard, eller om det bare er et smart markedsføringstrick.

Ud over den åbenlyse reference på plakaten er det mest det særlige forhold mellem livvagt og klient, actionkomedien har tilfælles med kultklassikeren fra 1992. Og så to finaler, der begge finder sted et opsigtsvækkende sted – The Bodyguard ved Oscar-uddelingen og The Hitman’s Bodyguard i krigsforbryderdomstolens retssal.

The Hitman’s Bodyguard er en halvslatten actionkomedie, og pingpongen mellem Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson slår kun gnister enkelte gange – blandt andet i en bilscene, hvor de to stjerner giver den som skønsangere.

Selvfølgelig kommer de to modsætninger til at holde af hinanden til sidst. Det er straks sværere at holde af The Hitman’s Bodyguard.