Hjertestart

Det norske drama Hjertestart skal have ros for at stikke fingeren fluks ned i et betændt sår.

For hvad gør en enlig far, når han opdager, at han egentlig ikke magter sin adopterede, seksårige søn og allerhelst vil sende ham tilbage til den biologiske familie langt væk fra Norge?

Det dilemma står Kjetil (Kristoffer Joner) med i Hjertestart.

Ved filmens begyndelse har han netop mistet sin kone Camilla (Ellen Dorrit Petersen) i en trafikulykke og må nu selv tage sig af parrets adopterede søn Daniel (Kristoffer Bech). Men Daniel har aldrig været Kjetils projekt. Han er aldrig faldet til i faderrollen, men har begravet sig i arbejde i et oliefirma.

Da Kjetil erkender, at situationen med Daniel ikke er holdbar, beslutter han at rejse til Columbias hovedstad Bogotá, hvor han og Camilla adopterede Daniel seks år forinden.

Det klæder filmens nerve at bytte den norske, friserede velfærdsstat ud med Columbia og den brogede, sydamerikanske storby. Som i et afsnit af Sporløs forsøger Kjetil at finde frem til Daniels biologiske mor. Det står usagt hen, om det skyldes egoistisk frustration over sine egne manglende evner som far, eller om han gør det for drengens skyld.

Det fungerer som en god, dramatisk motor for filmen.

Som i den danske Rosa Morena fra 2010 med Anders W. Berthelsen tager Hjertestart fat i de problematikker, der kan opstå ved adoption og blander det meget skandinaviske med det mere eksotiske Sydamerika.

Selv om Hjertestart giver små indblik i fattigdom og prostitution, sidder man med en fornemmelse af, at instruktør Arild Andresen kun viser os en poleret udgave af Columbias slum. Det går desværre ud over indlevelsen.

Til gengæld er Kristoffer Joner som Kjetil tilpas interessant og mangefacetteret til at trække en stor del af filmen. Det meste af tiden er Kjetil knuget, afdæmpet og forknyt som en mand, der tydeligvis ikke holder af faderrollen og samtidig sørger over sin afdøde kone.

Kristoffer Joner ser naturligt træt og udmattet ud med sit magre ansigt og iltre hår, der står i god kontrast til hans varmere og varmere følelser for Daniel.

For selvfølgelig er rejsen til Bogotá ikke kun en fysisk søgen efter Daniels mor, men også en metaforisk rejse mod erkendelse.

I Columbia får han hjælp og husly hos den lokale kontaktperson Tavo (Marlon Moreno) og hans familie, der også bliver glade for Daniel. Som filmen skrider frem, bliver Kjetils dilemma sat mere og mere på spidsen, og han må træffe et svært valg.

”Vil du ikke have mig mere?” spørger Daniel sin norske far og skarpvinkler problematikken.

Derfor må Kjetil overvinde sine egne egoistiske behov og tænke på Daniel frem for sig selv. Heldigvis kan man ubesværet investere sig i Kjetil, fordi han er uperfekt. Faktisk opfører han sig flere gange decideret egoistisk og umodent.

I små tilbageblik til tiden før Camillas ulykke tegner Arild Andresen et billede af lykkeligt par, men med Camilla som den drivende kraft i forældrerollen. Undervejs tvivler man faktisk lidt på, hvor meget Kjetil egentlig vil sin adopterede søn, og de ufine sider af hans person klæder filmen.

Hjertestart er et velskrevet og seriøst drama, som dog lider af en gennemgående skavank.

I den første tredjedel er der fintfølende scener mellem far og søn. Kjetil kan ikke finde ud af at putte Daniel på samme måde som Camilla, og han har problemer med at få Daniel af sted i skole om morgenen. Men i Bogotá siver noget af sensibiliteten og dynamikken mellem de to ud, fordi Daniel forsvinder i baggrunden.

Alligevel ender både Kristoffer Joner og instruktør Arild Andresen med at træde i karakter, og Hjertestart behøver ikke filmisk førstehjælp for at gribe én i hjertekulen.