Hokus Pokus Alfons Åberg

Gunilla Bergströms svenske børnebogsklassiker Alfons Åberg klarede strålende overgangen til kort tv-tegnefilm i starten af 70’erne. Helt så vellykket er hans spillefilmdebut ikke.

Hokus Pokus Alfons Åberg er en sød fortælling om at være lille, når man hellere vil være stor, om ansvar og om magi og virkelighed. Den handler om at affinde sig med, at virkeligheden er, som den er: Det regner, de store driller, og ens hoved er ikke fyldt med penge. Men derfor er der alligevel ting, der godt kan være fantastiske – som hunde eller magiske tricks.

Alfons vil rigtig gerne have en hund. Bare en lille én. Men Far siger, at Alfons ikke er stor nok. Selvom han er begyndt i skole og snart fylder syv. Og selvom man arbejder hårdt på det, er det ikke nemt at overbevise sin far om, at man er stor, når man har en fantasiven og tror på trylleri.

En dag møder Alfons og Far deres gamle nabo Gustav og hans hund Singo. Gustav kan trylle, og sammen med vennerne Viktor og Mille bliver Alfons helt opslugt af ”troldmandens” evner. For at spare sammen til den hund, han så desperat ønsker sig, begynder Alfons at gå tur med Singo hver dag efter skole.

Hokus Pokus Alfons Åberg er baseret på bogen af samme navn, men tilføjer elementer og situationer fra andre bøger. For det er en lille historie, som bliver sat på prøve, når den pustes op til en spilletid på 72 minutter. Filmens tre-fire nye sangnumre virker mest som fyld, og de er med til at understrege, at Alfons Åberg egner sig bedst til de korte formater – både som bog og som film.

Deter en helt almindelig tegnefilm, og det er faktisk dejligt. Man tør næsten ikke tænke på, hvor irriterende en 3D-animeret Alfons Åberg-film ville være. Selvom der er skruet op for farverne og tempoet, er den afdæmpede og milde tone fra både bøger og 70’er-tegnefilm bevaret.

En sjov detalje er, at en række småting – en postkasse, en skraldespand, en lygtepæl – er bevaret som helt nøgne stregtegninger. Nærmest som ufærdige skitser sidder de oven på den farverige baggrund og giver filmen et charmerende børnetegningsudtryk.

Alfons har stadig sin usynlige ven Svipper, Far går stadig rundt i forklæde og med pibe i munden, og det er heldigvis også stadig den svenske jazzmusiker Georg Riedels klassiske kendingsmelodi, der åbner filmen.

I bund og grund formår instruktør Torill Kove også at få Alfons til at ligne tegneseriens Alfons, selvom han har fået sin helt egen stemme. Alfred Larsen og de andre børnestemmer er gode, men Lars Brygmann leverer desværre en uinspireret præstation som Far.

Her i Danmark har vi Thomas Windings stemme i hovedet, når vi tænker på Alfons Åberg, og det er nærmest stigmatiserende, ligesom det er for Emil fra Lønneberg. Det er bare ikke det samme, som når Thomas Winding fortæller henover de behageligt langsommelige tegninger.

Den første Alfons Åberg-film i biograflængde er sød og hyggelig, men føjer ikke noget nyt til universet.