Holidays

Der er et spektakulært øjeblik i Holidays, hvor man kommer til at tro, at Rusland måske ikke er så slemt alligevel.

På en baggrund af skibsmaster flyver fyrværkeri til himmels og eksploderer i et farvestrålende inferno, mens de storslåede bygninger – med Vinterpaladset som den arkitektoniske krone på værket – lyser op langs Neva-flodbredden i Sankt Petersborg.

Glansbilledet fra kulminationen på De Røde Sejl-festivitassen varer dog kun få sekunder. Russisk politi brutalt anholder en sagesløs immigrant, hvis eneste brøde er at være netop dét.

At der er noget råddent i Vladimir Putins regime, er der efterhånden ikke nogen tvivl om.

Men i schweiziske Antoine Cattins dokumentar kommer vi alligevel nærmere ind på livet af den almindelige russer og får et indblik i et kompliceret folkefærd.

Filmens fire hovedpersoner er den kasakhiske immigrantarbejder Dzhus, drømmeren Nikita, bureaukraten Anna og den racistiske nationalist Dina. De filmer af og til sig selv, og andre gange bliver de fulgt af en kameramand.

Holidays viser, hvad de hver især laver på forskellige russiske helligdage i løbet af et halvt år. Det starter med jul og nytår og slutter med De Røde Sejl-natten, som er højdepunktet på De Lyse Nætter-fejringen om sommeren.

Og de små nedfald i deres liv giver et stærkt indblik i hver enkelt persons liv.

Dzhus lever en forhutlet tilværelse fra småjob til småjob. Han bor på et herberg og savner sin datter, der bor hos hans ekskone i Kazakhstan. Nikita har den ungdommelige fandenivoldskhed. Han klatrer rundt på toppen af bygninger, og det er kun nuet, som har betydning. Så længe det går godt, kan man klare en dag mere sammen med vennerne.

Bureaukraten Anna er ældre end de andre og har en anden aura omkring sig. Hun er chef, hvilket tydeligt bliver understreget, da hun tager telefonen og ikke synes, der er stilhed nok lokalet. Da det første slag i bordet ikke virker, kommer der et hårdere og et blik, der er koldere end den sibiriske tundra.

Dina er det mest interessante, men også mest ubehagelige bekendtskab. Hun hvæser med afsky i stemmen, at hendes elskede Rusland er overrendt af immigranter.

I den første scene med hende, møder hun ind på arbejde som sporvognschauffør. Straks udtrykker hun glæde over, at kontrolløren, hun skal arbejde med, er russisk. Knap så glad er hun for en anden kollega, der bærer hijab.

Dina siger en række grænseoverskridende ting. Med Putins postulat om nazisme i Ukraine som et af argumenterne for invasionen in mente, kunne man forestille sig, at han har en fan i hende.

Dina hader dog den russiske præsident indædt. Det er hans skyld, at immigranter har sendt hendes elskede Rusland i frit forfald.

Diktaturet er dog kun interesseret i én ting: Man skal ikke være en smudsplet på styret. Derfor bliver alle demonstranter tæsket med hård hånd – selv på kvindernes internationale kampdag.

Instruktøren viser elegant det absurde i, at demonstranter bliver anholdt, mens kvinderne på Annas kontor får udleveret blomster.

”Resten af året husker de ikke engang, hvad en kvinde er. Men den 8. marts kommer de rendende med blomster, sprut og parfume,” siger en af Annas kollegaer grinende, da de to kvinder sludrer på kontoret efter den mærkværdige dag.

Humoren i filmen er et afbræk fra den underliggende følelse af, at noget ikke er godt. Det er også grinagtigt at se Dzhus lægge an på nærmest et helt kompagni af kvindelige soldater i forbindelse med 9. maj-fejringen af sejren over Nazi-Tyskland.

Fælles for alle fire personer er, at de drømmer om en bedre fremtid. Og selv om deres drømme stikker i hver sin retning, er der ikke noget, som tyder på, at det kommer til at ske.

Tværtimod er Rusland på vej ind i et af de mørkeste kapitler i dets historie.