Homeland – sæson 7

Hvordan ville det se ud, hvis USA blev styret af en autoritær præsident, der i paranoiaens navn var i gang med at forvandle sin nation fra demokrati til diktatur? 

Mange vil nok mene, at vi lever i den virkelighed nu. 

Men trods Donald Trumps fejl og mangler har han endnu ikke taget det drastiske skridt, som præsident Elizabeth Keane gør i Homeland.

Efter et drabeligt attentatforsøg i slutningen af sjette sæson fængslede Keane 200 medlemmer af sin efterretningstjeneste. Den evigt loyale Carrie Mathison (Claire Danes) blev dermed bragt i en situation, hvor hun pludselig var i direkte strid med den diktatoriske regering for det land, hun i årevis har ofret alt for at beskytte. 

Det er en særdeles spændende skruetvinge på syvende sæson, der vanen tro skal vise, om Homeland stadig er en relevant samtidsserie eller ”bare” nervepirrende plottwist-spænding.

Efter de første to afsnit af den nye sæson har Carrie både lavet gammeldags spionarbejde, smedet politiske rænker og kastet sig i et uønsket slagsmål med cyber-kriminalitet – det vil sige, at en hacker forsøger at afpresse hende. 

Det lyder umiddelbart lovende. 

Tidligere sæsoners svinkeærinder i Afghanistan og Tyskland er skiftet ud med et skarpere fokus på hjemlandet. Det er en god idé at blive på hjemlige breddegrader, hvor det ikke ligefrem skorter på emner at gribe fat i. Men man bliver også nervøs for, om de mange bolde i luften er udtryk en manglende vision for sæsonen. 

Den amerikanske tv-kanal Showtime, som står bag Homeland, har for vane at trække serier langt ud over deres naturlige levetid. 

Glimrende serier som Dexter, Weeds og Californication er i deres livs efterår blevet parodier på sig selv, øjensynligt fordi der ikke som hos konkurrenten HBO er blevet udvist rettidig omhu og stoppet, mens legen var god. 

Også Homeland har flere gange været i fare for at miste sin politisk-realistiske dna med utroværdige spændingsbuer. Men serien holder sig stadig lige akkurat fra at kamme over i sæbeopera ved at alludere til virkeligheden. 

”I en vanvittig verden er kun den vanvittige fornuftig,” stammer vist fra japanske Akira Kurosawas Ran, men udsagnet har fungeret som revolutionær parole i mange sammenhænge. 

Således er Homeland også i syvende sæson beboet af mere eller mindre vanvittige mennesker. Men hvor terrorist-soldaten Brody trods alt havde sine grunde, virker vanviddet efterhånden mere tilfældigt. 

Carrie får at vide, at lithium pludselig kan miste sin virkning, og derfor må den tidligere agent, der bliver behandlet for bipolaritet, slås for at blive taget seriøst. Imens kan Saul Berenson i Mandy Patinkins bamsede figur som altid få den mest kyniske beslutning til at virke logisk.

Overbevisende Elizabeth Marvels præsident Keane fungerer, fordi hun som (forhenværende) progressiv demokrat ikke bare er en stand-in for Donald Trump, men snarere et billede på, hvordan selv den mest idealistiske politiker kan blive korrumperet af magt og modstand. 

Interessant er også den konservative meningsdanner Brett O’Keefe (Jake Weber), der med bombastisk stemmeleje mere tydeligt er modeleret over højrefløjsikoner som Alex Jones og Glenn Beck. 

På flugt fra den stadigt mere totalitære regering har han nu faktisk noget at have sin kritik af præsidenten i. Til gengæld bliver masken også trukket noget af ham, da han kalder sin fanbase for yderligtgående tosser og viser sig ikke at kunne affyre en pistol. 

Tror han faktisk på folks ret til at have våben som beskyttelse mod staten, eller har han bare fundet det publikum, der er mest modtagelig over for hans højtråbende retorik? 

Det er i disse nuancerede skildringer af det amerikanske samfund og befolkningen, at Homeland stadig har sin eksistensberettigelse. Nu bliver det spændende at se, om serien faktisk har noget at sige om sin vanvittige samtid.