Hope Springs

Arnold og Kay har været gift i 31 år. Han er partner i et revisionsfirma i Omaha, Nebraska, hun er mestendels hjemmegående bortset fra lidt arbejde i en mondæn tøjbutik. Børnene er flyttet hjemmefra, og for fem år siden flyttede Arnold ind i gæsteværelset. Ikke dramatisk, men på grund af en dårlig ryg, og siden har de ikke haft sex sammen.

Men Kay længes efter noget andet og mere end dette vaneægteskab, hvor manden falder i søvn foran fjernsynet, og hun hver dag til morgenmad serverer ham to spejlæg med bacon. Ergo går hun på amerikansk vis i byen for at finde en bog om at genfinde gnisten i ægteskabet, det som Nora i Henrik Ibsens klassiker Et dukkehjem kaldte det vidunderlige. Men da vi er i nutidens konservative USA, smækkes der ikke konsekvent med døren. Du forlader ikke dramatisk hjemmet, men sammen med gemalen går du til en parterapeut. I dette tilfælde den succesfulde sexolog Dr. Feld ovre i Hope Springs i staten Maine.

Hope Springs er noget så sjældent som en film, der sympatisk både handler om det grå gulds postsølvbryllupsdage og dets sexliv og mangel på samme. Instruktøren David Frankel, mest kendt for The Devil Wears Prada, har da også sat sagen fermt i scene. Med sig har han Meryl Streep fra netop modebladssatiren, her som den frustrerede, midaldrende og endnu smukke Kay.

Streep viser os atter, hvilken god skuespiller hun er, især når hun ikke skal illudere historiske personer såsom Karen Blixen og Margaret Thatcher. Som manden har vi så Tommy Lee Jones. Også en god skuespiller, der er castet imod sin type og faktisk formår at sætte lidt liv i en træmand og dødbider af en revisor med selvangivelser og golfkøller som eneste hjerneceller. Klart fra start er det disse to skuespillere, som er filmens bedste elementer. Desværre i en historie, der aldrig rigtigt fænger, og som på trods af sit interessante emne forfalder til sødladne klichéer.

Først og fremmest sætter filmen sig mellem to filmspoler. Den begynder som et decideret lystspil a la de berømte film med Katharine Hepburn og Spencer Tracy, hvor Adams ribben bliver brækket i en elegant og vittig kønskamp. Så tilsættes satire over tidens sexologiske charlataner, den maniske fokusering på det perfekte sexliv. Men meget hurtig bliver du klar over, at sexterapien skal tages alvorligt i en gennemført sentimental kærlighedsfilm.

Den ferske Dr. Feld alias den nydelige Steve Carell er vitterlig en frelsende engel i ægteparrets adskilte senge. Hans velsmurte deviser om at kramme hinanden, være kærlig på kommando, lære oralsex af bøsser, ja i det hele taget være ærlig om sine erotiske fantasier, er bogstaveligt filmens sikkert velmente, men også yderst banale og enkle budskaber.

Ganske vist finder ægteparret først hinanden efter terapien, for alt synes at fortsætte som før hjemme i Omaha. Alligevel har terapien sat noget i gang, og så bankes der igen på døren til soveværelset med dobbeltsengen. Således at parret i sidste ende kan udleve Kays kernedrøm: at forny deres ægteskabsløfte fra den gang for længe siden. Endog bistået af vor helt, den yderst velklædte Dr. Feld!

Filmen taber sine kort på gulvet og fader ud i det ligegyldige, fordi den behandler en livsalder med en overfladiskhed, ingen ældresag har fortjent.

Særligt når man tænker på, hvad Ingmar Bergman med Scener fra et ægteskab eller John Cassavetes med En kvinde under indflydelse har drejet af kunst i den slags dukkehjem, er Hope Springs nærmest en fornærmelse. Med sit enfoldige udsagn om, at kolde scener ud af ægteskabet bare skal tøs op med lidt nostalgisk eftertanke, en erindrende omgang The Way We Were fra den gang, vi var unge og lidt smukkere.

En (for) sød film, ikke for sukkersyge sjæle.