Horace and Pete

I Sams bar synger de om, hvor fantastisk det er at komme forbi til en øl på en beverding, hvor alle kender ens navn.

Horace (Louis C.K.) synes derimod at gribe enhver mulighed for at trække sig væk fra sit eget værtshus og dets tørstige klientel.

Sammen med sin psykisk ustabile bror Pete (Steve Buscemi) – eller er det bare en fætter? – driver han Horace and Pete’s, en 100 år gammel bar, der baserer sig på ét grundprincip: Ejerne skal altid hedde Horace and Pete. Så når en knægt fødes i familien, får han ét af de navne. Seriens Horace er nummer otte i rækken.

Og det ses!

Horace and Pete er som ramt af depression, og kunststykket er, at Louis C.K. formår at gøre dét sjovt. Serien er samtidig befolket af eminente skuespillere, der både får det absurde og velkendte frem i personerne.

Det hele er optaget, så det giver en fornemmelse af at overvære et filmet teaterstykke. Femte afsnit afsluttes sågar med en tekst, der forklarer, at nu er vi færdige med første akt.

Sylvia (Edie Falco fra The Sopranos) synes ikke det er fair, at hendes brødre bare arver baren grundet deres navne. Hun vil have en del af kagen. Når man før har set Falco modsætte sig Tony Soprano, ved man, at det kan blive en voldsom arvefejde.

Men Horace og Pete får verbal hjælp af seriens mest beskidte mund. Aldrende onkel Pete (Alan Alda fra M*A*S*H) er ikke på nogens side. Den livstrætte bartender ser rænkesmede overalt, og han kan ikke blive enig med sig selv, om Horace er en ”dumb cocksucker” eller en ”miserable cunt”. Han vil bare ikke sælge Horace and Pete’s.

Det er den overordnede handling, men som i Louis C.K.’s autofiktive serie-genialitet Louie, er serien fyldt med digressioner. En mand kommer forbi og fortæller, at han skød sin utro kone på baren i 1961. Den hallucinerende Pete (Steve Buscemi ligner her en slået hund) spørger, om de andre også kan se ham.

Tilfældige pubcrawlere trasker ind, pistne stamkunder diskuterer Donald Trump og selvmord.

I et afsnit i anden sæson af Louie fortæller seriens hovedperson en produktionsselskabsdirektør om en idé til et projekt. Det handler om en karakter, som det går dårligt for. Og hver gang man tror, det kommer til at gå bedre, går det værre. Direktøren går.

Men nu har Louie C.K. på ny realiseret en serie uden konventionel opbyggelighed.

Som i alt andet komikeren har lavet, er der dog et håb om, at det kan blive bedre. Man kan overvinde cancer. Man kan leve med overvægt. Man kan få et godt liv med psykiske problemer.

Seriens tredje afsnit er det mest normbrydende.

Her fortæller Horaces ekskone Sarah (Laurie Metcalf) om sexfantasier om sin nye svigerfar – som er over 80. Afsnittet starter med Sarahs ansigt, og der går ni minutter, før der klippes, og før vi overhovedet ved, at hun snakker med sin eksmand, som selv var utro. Det er et forrygende radikalt bud på forsoning og tilgivelse.

Afsnittet kunne være en fænomenal komedieforfatters bearbejdning af den mesterlige strandsexmonolog fra Ingmar Bergmans Persona.

Louis C.K. gør præcis, som det passer ham. Og han gør det med uhyre dygtige personer. Det er ikke bare rollebesætningen, som er stærk. Titelsangen er kreeret af Paul Simon!

Når der er brug for en pause i serien, indsættes en sort skærm påskrevet ”Intermission”.

Der går kort tid mellem indspilning og udgivelse af hvert afsnit, så stamgæsterne kan diskutere aktuelle emner. Så må man lige acceptere en pludselig kamerabevægelse eller en enkelt indstilling lidt ude af fokus.

Og det gør man gerne. For Louis C.K. har skabt noget så sjældent som en nyskabende sit-com – uden om de selskaber, som sjældent har sans for det sjove i det triste.