Hotel Artemis

En af de absolut bedste idéer i John Wick-filmene med Keanu Reeves er The Continental, et overdådigt hotel og tilholdssted for lejemordere. Så hvorfor ikke lave en hel film, der foregår sådan et sted?

Det er udgangspunktet for manuskriptforfatteren Drew Pearces debut som instruktør: Hotel Artemis.

I 2028 er Los Angeles ramt af massive oprør, efter at gigantfirmaet Clearwater har lukket hanen for normale borgere, der ikke kan betale for vand.

To brødre udnytter kaosset til at begå et bankrøveri, men i bedste Heat-stil går alt galt. Med en dødeligt såret bror under armen må storebror Sherman (Sterling K. Brown) flygte til Hotel Artemis, der fungerer som et undergrundshospital, hvor samfundets mest lyssky typer kan få fikset deres skader.

Hospitalets klientel er farverigt: en femme fatale (Sofia Boutella), en slesk forretningsmand (Charlie Day), hotellets læge og opsynskvinde (Jodie Foster) og hendes gigantiske håndlanger med et hjerte af guld (Dave Bautista).

Derefter sætter handlingen sig mageligt til rette på sidelinjen frem til klimakset, hvor de skurkagtige gæster står ansigt til ansigt med byens gangsterboss (Jeff Goldblum med alt for lille rolle) i et sidste, blodigt opgør.

Det er en mildest talt bizar opbygning.

Først får man på fornemmelsen, at filmen prøver at være et Agatha Christie-mysterium. Aktørerne præsenteres og forskellige konflikter sættes op, men mysteriet melder sig aldrig på banen.

Da Sherman opdager, at hans lillebror har stjålet gangsterbossens kuglepen, der viser sig at være utroligt værdifuld, tror man, at en konflikt vil springe frem fra buskene. Men kuglepennen spiller i sidste ende en forsvindende lille rolle.

Vi har altså at gøre med en film, der skal ses på grund af relationerne mellem personerne snarere end for at opleve deres endelige skæbne.

Gudskelov er ensemblet fænomenalt. Mens hospitalet fungerer som et tilflugtssted for kriminelle, virker Hotel Artemis som en åben invitation til skuespillere, hvis talent er spildt i resten af Hollywood.

Jodie Foster har ikke mistet et gram af den enorme humanisme, der har gjort hende til en af vor tids dygtigste skuespillere. Sofia Boutella og Dave Bautista spiller oftest tavse, stoiske håndlangere, men her får begge roller med bid i, og de tager glubsk for sig.

Og sjældent har man set en skuespiller more sig så meget i rollen som skurk, som Charlie Day gør. Det ene øjeblik hvæser han til Fosters opsynskvinde, at demonstranterne bare kan købe vand. ”Som alle os andre,” siger han. Men det næste skriger han i telefonen om priserne på vand.

Stjernen er dog Sterling K. Brown, kendt fra tv-serierne This Is Us og American Crime Story.

Den førnævnte kuglepen betyder måske ikke noget i den store sammenhæng, men Shermans dybe skuffelse over lillebrorens skødesløshed bliver håndgribelig gennem Browns vidunderlige præstation.

Filmens udseende kan man heller ikke sætte en finger på – fra hospitalets art deco-indretning badet i fluorescerende lys til politimænd i midnatssorte kampuniformer, der kun er oplyst af det skarpe røde og blå udrykningslys spændt fast på dem.

Hotel Artemis vil uden tvivl blive beskyldt for at være stil over substans, men det er ironisk nok i hospitalets klientel og deres mange små, ligegyldige skænderier, at underholdningen skal findes.

Og så er det svært ikke at blive blød i knæene af en film, hvor en mand myrdes med en 3D-printer.