Hotel Europa

Hotel Europa starter med, at EU med gæster og delegation vil højtideligholde 100-årsdagen for de fatale skud den 28. juni 1914, hvor den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde blev skudt af den serbiske nationalist Gavrilo Princip.

Hermed begyndte som bekendt den frygtelige Første Verdenskrig, og verden blev aldrig den samme igen. Måske døde det egentlige Europa med disse skud?

Det mener den franske skuespiller Jacques Weber, som spiller sig selv i den olympiske suite på Hotel Europa i Sarajevo. Han er ved at øve sig i at opføre den franske filosof Bernard-Henri Lévys monologiske skuespil, der såmænd også hedder Hotel Europa og handler om Balkan-krigene i 1990’erne.

Oppe på taget er et tv-hold ved at producere en udsendelse om, hvorvidt attentatmanden Princip var en terrorist eller en helt. Det sidste synes en serbisk nationalist samt navnebror, som trænger sig på med en skjult skyder.

Nede i køkkenet planlægger personalet en strejke, fordi de ikke har fået løn i to måneder. Endnu længere nede i kælderen sidder fæle gangstere og spiller poker og vil snart med vold standse strejken. For hvilken en moden, men også modig lillemor har sat sig i spidsen. Hendes løs-på-tråden-datter, den smukke Lamija, forsøger som hotellets næstkommanderende at få det hele til at glide. Selv om hoteldirektøren Omer skylder store penge på hotellets vegne.

Der er rigtigt mange emner, lag og handlinger, som desværre aldrig helt samles til en vellykket helhed – ud over at handle om Jugoslaviens sørgelige kriser og krige.

Den bosniske instruktør Danis Tanovic, som berettiget fik en Oscar i 2002 for No Man’s Land, kommer med en ensemblefilm a la Robert Altman, hvor et stort etablissement reflekteres i spøjse fragmenter af enkelte individers gøren og laden i mere eller mindre samklang med hinanden.

Med vink bagud til forne filmtiders hotelfilm, som Wes Anderson så suverænt og kærligt lavede en parodi på med The Grand Budapest Hotel.

Men meget pludseligt drejer filmens design sig mere og mere ind på at blive en decideret debatfilm, sat op som både en allegori, en thriller og en farce, hvor historien noget klodset pendler mellem at være det ene og det andet. Man kan selvfølgelig godt lave hybride crossover-film, men det kræver, at man har færre ambitioner og for eksempel ikke samtidig også vil udrede Balkan-krisen nu og dengang.

Bedst fungerer den energiske og entreprenante Lamija (spillet fragilt og fersk af Snezana Vidovic), den røde tråd på trippende høje hæle og evindeligt i færd med at forsøge at få alting til at makke ret. En bosnisk kvinde, som bare vil ud af fortiden, videre med sit liv og ind i moderne tider.

Endelig er der den poetiske uforudsigelighed. Hvor små, spændte episoder anekdotisk udvikler sig væk fra klichéen og ind i en usædvanlig og skælmsk opløsning. Som når tv-intervieweren og den fanatiske serbiske nationalist efter en hidsig diskussion begynder at flirte erotisk med hinanden foran en elevator, der ikke virker. Og så selve filmens afslutning med endnu et skud og et dødsfald i Sarajevo.

Men hele afsnittet med Jacques Webers lange enetale og beslutningen om at bruge Lévys skuespil som skelet tynger filmen.

Historien får en allegorisk og selvhøjtidelig slagside. Som om filmen lægger fodnoter ind i sin egen intrige, så det skal gøre ondt, når vi smiler. Pegefingerpædagogisk må vi ikke glemme tragedien bag komikken. Filmens udsagn om, at Balkans historie er én lang og kompliceret hårknude, gælder også megen anden verdenshistorie.

Hotel Europa er mest gæstfri, imødekommen og besøgsværdig, når den lattermildt glemmer, at den partout skal være et senmoderne herberg for hele Europas sønderbombede skæbne.