Hotel Transylvania

Vi kender ham som en drabelig dødbider i ordets egentlige betydning, men i 3D-animationfilmen Hotel Transylvania er hugtænderne nærmest slebet helt af den normalt så skrækindjagendegrev Dracula.

Det er ikke jagten på menneskeblod, der optager vampyren i Sony Pictures’ familiefilm – det feder alligevel også, som han siger – men derimod noget meget fredeligere.

Dracula – som i den danske udgave har stemme af Niels Ellegaard, i den amerikanske af Adam Sandler – har dedikeret sit liv til opbygningen af et imposant refugium for alverdens uhyrer, Hotel Transylvania. Her søger typer som Frankenstein, Mumien og Den Usynlige Mand hen med koner og unger på slæb, når de trænger til et afbræk i den hektiske monster-hverdag.

På Hotel Transylvania kan de nemlig være sikre på én ting: Her kan de være i fred for de farlige mennesker med høtyve og fakler, som for over 100 år siden tog livet af Draculas elskede hustru.

Lige siden har Dracula holdt feriehotellet fri for mennesker for at beskytte sin højtelskede datter Mavis, som aldrig har fået lov til at se andet end Hotel Transylvanias indervægge. Men til Mavis’ 118 års fødselsdagsfest, hvor hun træder ind i de voksne vampyrers rækker, sker det utænkelige.

Den eventyrlystne backpacker Jonathan forvilder sig ind på hotellet, og Dracula må igangsætte et større maskespil for at skjule det unge menneske for de hundredvis af gæster. Via lidt kløgtig makeup bliver Jonathan dermed til Frankensteins ukendte grandfætter, Johnny Stein. Og det er dette clash mellem den stramme hønefar Dracula og den afslappede, surfer dude-agtige Jonathan, som er Hotel Transylvanias største styrke.

Det skyldes især, at backpacker-karikaturen er lige i øjet. Med langt hår, frisind over gevind og en attitude, der siger, at ansvar er en by i Rusland, er Jonathan ikke ligefrem svigerfars drøm. Og det er problematisk, for selvfølgelig forelsker Mavis sig i hovedkulds i den unge mand, som har set alle de seværdigheder uden for Transylvaniens grænser, hun selv brænder for at opleve.

De ophedede diskussioner mellem de to er vittige og går over stok og sten i gangene på det magiske hotel i hæsblæsende og flot udført 3D. Animationen er simpel, grænsende til det uopfindsomme, men den er bestemt gennemtænkt og gennemført af instruktør Genndy Tartakovsky, der tidligere har instrueret sci-fi-tv-serien Star Wars: Clone Wars.

Det animerede tændstikmand-ydre passer godt til den graciøse lemmedasker af en greve, mens den cyan-farvede Frankenstein er præcist skildret med arme og ben som bautasten – den gumpetunge klumpedumpe, han nu engang er.

Men man opdager hurtigt, hvilken udvikling filmen og ikke mindst Dracula bevæger sig hen imod.

Måske er det bedste for Mavis, at hun får lov til at se lidt af verden? Og måske er den i bund og grund elskelige Jonathan og alle de andre mennesker i virkeligheden slet ikke så slemme, som de var engang?

For den voksne seer kan plottet i Hotel Transylvania lugtes lige så langt væk som de sure underbukser i Jonathans rygsæk, der trænger til en ordenlig kogevask. Her er hverken shakespeareske rænkespil som i Løvernes konge eller smuk og slagkraftig følsomhed som i Op.

Men børn vil more sig over filmens gennemførte og farverige univers med masser af hekse, zombier, monstre og vampyrer. Især i en tid, hvor Halloween er det nye fastelavn.