Biografanmeldelse
01. dec. 2021
House of Gucci
Patrizia Reggiani (Lady Gaga) træder med masser af attitude og kærlighed til smykker og smukt tøj ind i Gucci-familien, der er præget af store intriger. Foto | Dariusz Wolski

House of Gucci

Lady Gaga er pragtfuld i det intrigefyldte kostumedrama om Gucci-arvingernes sensationelle familiefejde.

Af Kjartan Hansen

”Mange drømmer om at købe den næstbilligste vare i butikken,” siger forførende Patrizia om svigerfamiliens forretning og fortsætter skadefro: ”Men det får du aldrig råd til.”

Til en fest i 1970’erne ser ambitiøse Patrizia (Lady Gaga) dollartegn, da hun får øje på den kejtede Maurizio Gucci (Adam Driver).

Med Gucci-familiens rigdom og prestige, som går i arv, opstår der imidlertid rift om, hvem der skal drive forretningen, når næste generation tager over.

Filmen udspiller sig som et melodrama, hvor familiemedlemmernes forhold bliver katalysator for en skelsættende kamp om herredømmet i det eksklusive modehus, der bærer familiens navn.

Lady Gaga er pragtfuld som Patrizia. Både skuespilleren og hendes karakter er markante kvinder med hang til mode, der på hver sin måde skaber et dramatisk show omkring sig.

Hun forberedte sig til rollen ved at tage på i vægt. Det er mandlige skuespillere historisk blevet rost for, men med undtagelse af Charlize Theron i Monster har det været modsat for kvinder.

Det tætsiddende tøj lånt fra Guccis egne arkiver fremhæver en timeglasfigur, der i sin tid gjorde Marilyn Monroe og Sophia Loren til internationale sexsymboler. Snu som en ræv bruger Patrizia sit udseende til at få sin vilje. Men hun er samtidig primus motor for husbondens opstigning og kortvarigt også for husfred i den ellers evigt fejdende familie.

Scener afbrydes af paparazzi-fotos, nærbilleder af luksusvarer og glimt fra glitrende modeshows. Som publikum kan man nærmest dufte læderet og mærke dyre silketørklæder glide ud af hænderne.

83-årige Ridley Scott er en veteran i faget. Let som en leg fremhæves store følelser i hver scenes mindste detaljer. I instruktørens kyndige hænder skildres Patrizia og Maurizios forhold fra den besnærende tidlige lidenskab til det bitre ophør i to scener.

I en heftig, upoleret sexscene, hvor parret knalder på hendes stedfars kontor, mærker man, hvordan de i starten dårligt kunne holde fingrene fra hinanden.

Blændet af begær presser han hende op ad væggen, ligesom han senere i filmen, drevet af vrede, holder hende fast mod væggen. Adam Drivers gentagne koreografi i mere destruktiv sammenhæng gør det klart, at lykken nu er sivet ud af ægteskabet.

Det er interessant at lade skuespillerne tale engelsk, men med påtaget italiensk accent. Det er til tider humoristisk, men bidrager også til indlevelsen i den italienske modeverden.

Selv Jeremy Irons’ mislykkede udtale er tilforladelig. Han er jo uimodståelig som forfængelig, ældre italiensk levemand!

Jared Letos præstation som fætteren Paolo er spøjs på samme måde, som Mark Ruffalo er det i Spotlight. Men eksekveringen drukner i latex-dragten, der tilføjer lidt sul på skuespillerens ellers slanke facon.

Han vil tydeligvis gerne skildre en excentrisk figur, men ender med at udstille ham som mindre begavet og lettere vanvittig. Guccis tidligere chefdesigner, instruktøren Tom Ford, har sagt, at der ingen lighed er med virkelighedens Paolo.

Omvendt leverer Al Pacino en mageløs præstation som den aldrende Aldo Gucci.

Modeekspert Uffe Buchard har sagt om Gucci, at de forbliver salgbare, så længe de afspejler ungdomskulturen. Så skal de ældre nok følge efter.

Men kun sjældent skinner en ungdommelig ulydighed, der ellers kendetegnede Patrizia og Maurizio, igennem. Parret var jo del af et kulturelt opgør med fortiden og desuden også stamgæster på den løsslupne natklub Studio 54.

House of Gucci undlader at vise de vilde fester og familiens ødsle livsstil, der gjorde dem til et kuriosum. Et friskt valg, men i sidste ende føles det som en mangel.

Titel:
House of Gucci

Land:
USA, Canada

År:
2021

Instruktør:
Ridley Scott

Manuskript:
Becky Johnston, Roberto Bentivegna

Medvirkende:
Lady Gaga, Adam Driver, Al Pacino, Jared Leto

Spilletid:
158 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
2. december

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
04. aug. 2024
Birds

Birds

Serieanmeldelse
03. juli 2024
STHLM Blackout

STHLM Blackout

Biografanmeldelse
30. juni 2024
Gondola

Gondola

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!