Serieanmeldelse
10. sep. 2022
House of Hammer
Call Me By Your Name-stjernen Armie Hammer ligner enhver svigermors drøm, men han anklages for vold og overgreb. Foto | discovery+

House of Hammer

Rystende dokumentar om Armie Hammer og hans privilegerede familie udstiller overgrebsfolk uden at udskamme seksuelt frigjorthed.

Af Kjartan Hansen

Det hele starter med en uskyldig besked på Instagram. Måske en kommentar til et billede eller en emoji som svar på den seneste historie. 

Men hvordan reagerer man på den slags opmærksomhed fra en af Hollywoods største stjerner? 

Flere kvinder fortæller i dokumentarserien House of Hammer, hvordan de lod sig forføre af Call Me By Your Name-stjernen Armie Hammer, der kontaktede dem på sociale medier og talte i timevis med dem i telefon inden det første stævnemøde. 

Som var det en romantisk komedie, spiller han den perfekte førsteelsker, der kaster sig hovedkulds ud i en hed romance, betaler for dyre middage og inden længe introducerer den udkårne for sin mor. 

Et eventyrligt scenarie i en tid, før medierne blotlagde fantasier om kannibalisme samt anklager om vold og overgreb mod den ellers så charmerende skuespiller og milliardær-arving. 

Igennem ofrenes beretninger udstiller true crime-serien Armie Hammers mange overgreb og magtmisbrug. Dokumentaristerne stikker spaden dybere end en tabloid fascination med rige og berømte menneskers ufine gerninger. 

Armies tante Casey har i dag ingen kontakt til slægten. Hun fortæller, at familiens mænd i generationer har brugt deres magt og rigdom til at udsætte sårbare kvinder for alskens rædsler. 

Familiedynamikken sammenligner hun med tv-serien Succession. Atmosfæren hjemme hos hendes fraskilte far Julian – Armies bedstefar – er præget af druk, stoffer, vold og letpåklædte unge kvinder, som selv hendes unge bror Michael får lov til at lægge an på. 

Hver generation i Hammer-klanen er tilsyneladende oplært til grænseoverskridende adfærd på andres bekostning. 

Selv afviser Armie Hammer anklagerne og nægter at medvirke. Men den anerkendte advokat og kvindeforkæmper Gloria Allred bekræfter i serien, at hun samler bevismateriale til en mulig kommende retssag. 

Over skærmen ruller en montage af kannibalisme-memes, der fulgte i kølvandet på anklagerne. Om det er internettets måde at bearbejde den ubehagelige overraskelse, forbliver uvist. 

Tryghed og samtykke er af stor betydning for, at det pikante fetish-miljø kan bestå. Ingen af delene blev tilbudt Effie, som hylede og tryglede om nåde, da Armie angiveligt holdt en kniv for hendes strube og voldtog den unge kvinde. 

Latterliggørelsen forhindrer netop en dybere behandling af sagen i medierne. Alvoren i anklagerne nedtones, så det kommer til at fremstå som en heksejagt. 

Det er derfor vigtigt at høre, hvad ofre, vidner og bekendte fortæller i interviews, der klippes sammen med avisoverskrifter, videoer på YouTube og Hammer-klanens familiebilleder. 

I stedet for at genskabe de forfærdelige begivenheder ses indstillinger ud igennem bilruder, når ekskæresten Courtney Vucekovich fortæller om en weekendtur, han tog hende med på. Tilsat ildevarslende underlægningsmusik smækker en dør, og det giver et sug i maven, imens kameraet kører over en tom hotelseng, når hun fortæller om det, hun blev udsat for i sengen. 

Stjernens flirtende beskeder til kvinderne bliver mere seksualiserede og kinky, før de udsættes for fysiske og psykiske overgreb, manipulation, frihedsberøvelse og i nogle tilfælde voldtægt. 

Kunstneren Julia Morrison mødte aldrig skuespilleren i virkeligheden, men deler beskeder fra ham, hvor han forsøger at overtale hende til at lade sig blive bundet fast udenfor, så han kan lade fremmede have sex med hende. 

Andre fortæller, hvordan Armie startede med at give dem bidemærker og sagde, at han ville smide dem på grillen og æde dem. Ikke noget man har lyst til at inkludere, når man praler af sin berømte kæreste. 

Kortvarigt er det uklart, om serien vil skelne mellem bdsm og overgreb. 

Men med sit medrivende portræt af en kendt krænker og tråde tilbage i familiehistorien viser House of Hammer, at #MeToo-bevægelsen ikke er til for at udskamme seksuelt frigjorthed, men holde forbrydere ansvarlige.

Titel:
House of Hammer

Land:
USA

År:
2022

Instruktør:
Elli Hakami, Julian P. Hobbs

Medvirkende:
Julia Morrison, JR Long, Courtney Vucekovich

Spilletid:
Tre afsnit af cirka 55 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
2. september på discovery+

Relevante artikler

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
04. aug. 2024
Birds

Birds

Serieanmeldelse
03. juli 2024
STHLM Blackout

STHLM Blackout

Biografanmeldelse
30. juni 2024
Gondola

Gondola

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!