Hulemanden Sten

”Jeg kan ikke spille. Jeg er en gammel mand. Jeg er jo snart 32!”

Sådan lyder indvendingen fra hulemandsstammens gråhårede høvding. Han vil helst være fri for at være målmand i fodboldkampen mod mestrene fra Real Bronzo.

Indtil for nylig levede hulemændene afskåret fra verden og i overensstemmelse med naturen i en frugtbar dal, som i generationer var deres forfædres trygge hjemstavn.

Men i nattens mulm og mørke invaderes det naturskønne område af en fremmed besættelsesmagt, der rider på panserede mammutter. Storladent bekendtgør de, at bronzealderen er kommet til dalen og fortrænger hulemændene til den omkringliggende ørken.

Deres eneste håb for at genvinde den nedarvede jord er at slå bronzealderfolkets fodboldhold Real Bronzo i en turnering.

Har man set Walter og Trofast – Det store grøntsagskup eller Flugten fra hønsegården, er man allerede bekendt med den underfundige, absurde humor i Oscar-vinderen Nick Parks film.

Men hans nye arbejde for animationsselskabet Aardman Animations er en tåkrummende oplevelse, som insisterer på at være morsom, men dybest set ikke er det.

Modstanderne fra Real Bronzo udstilles som komiske, velfriserede tøsedrenge, når de lette som fjer løber rundt på banen. De minder mere om yndefulde balletdansere end sportsstjerner, men samtidig ved vi, at de spiller rollen som filmens skurke.

Men er det ikke efterhånden lidt bondsk og gammeldags at latterliggøre feminine mænd og beskue dem som et fjendebillede?

Hvor end hulemændene i filmen går, følger vildsvinet Grøffe med. Han opfører sig som en blanding af en hund og et menneske. Og så vil han gerne være med på hulemændenes fodboldhold. Men hver gang han prøver at komme i nærheden af bolden, ryster vores mørkhårede hovedperson Sten på hovedet og signalerer, at vildsvinet ikke må være med i menneskenes spil.

Det er sådanne fantasifulde væsner, der tilføjer historien en dosis charme, som kendetegner instruktørens andre film. Men Grøffe og enkelte andre bifigurer er ikke nok til at abstrahere fra, at det øvrige persongalleri – hovedpersonen inkluderet – er så identitetsløse, at de er svære at skelne fra hinanden.

Animationsfilmen foregår i et univers, som må siges at være en historisk heksekedel. Her overlapper dinosaurernes tidsalder kortvarigt menneskenes, og vi ser fodbold spille en væsentlig rolle for Englands tidligste civilisationer i et Manchester, der så sent som i bronzealderen hovedsaglig består af vulkaner og en gold ørken.

Det accepterer man umiddelbart, fordi den historiske skævvridning fungerer som en satire over det postfaktuelle samfund, vi lever i, hvor enhver påstand er legitim.

Men filmen kender ikke til mådehold, og det bliver hurtigt for meget af det gode, når hulemændene for eksempel af uransaglige årsager forfølges af en ondsindet and på størrelse med en hval.

Og så er der den homo-latente adelsmand Lord Snøp, som beskuer de yndige fodboldspillere på banen. Han er filmens symbol på magtmisbrug. Med et lusket smil beordrer han tjenestedrengen til at massere sin ryg, når han ligger i badet med en drink i hånden.

Som en dekadent tronraner underkender han Dronning Afeefas befalinger og styrer bronzealderbyen med hård hånd. Imens rager hans håndlangere til sig af borgernes penge, som alle ender i Snøps skatkammer.

Det er immervæk komisk, når dronningen ankommer til filmens afgørende fodboldkamp mellem Real Bronzo og hulemændenes amatørhold. Med sig har hun to spøjse sportsjournalister, der ikke nøjes med at kommentere spillet på banen. De taler sågar om den korrupte Snøps ydmygelse, når han for en gangs skyld må bøje sig for den egentlige magthaver.

Men også dette muntre øjeblik forsvinder i filmens hav af fjollede og usjove vittigheder.

Hulemanden Sten er surrealistisk som et syretrip, men forsøget på at være sjov rammer konsekvent ved siden af, og filmen ender derfor med at være en trættende fornøjelse.