Human Capital

Hvor meget koster et liv?

Når et forsikringsselskab skal udbetale erstatning for en afdød, omregnes personens liv til kroner og ører. Her spiller både sociale og økonomiske faktorer ind. Hvor mange penge havde personen på kontoen? Hvor mange venner havde han i adressebogen?

Man taler om menneskelig kapital, hvilket også er titlen på italienske Paolo Virzis spillefilm, hvor to familier fra vidt forskellige samfundslag kædes sammen i deres grådighed og jagt efter prestige.

Filmen er baseret på Stephen Amidons storsælgende roman af samme navn, der udspiller sig i USA. Men at skildre den økonomiske krises menneskelige konsekvenser giver mindst lige så meget mening blandt håbefulde spekulanter og velhavende finansfyrster i Norditalien.

Det medrivende drama, der er Italiens officielle bud på en Oscar-kandidat, kickstartes, da en cyklist torpederes af en jeep i høj fart og efterlades døende i grøftekanten.

Omstændighederne omkring ulykken er omdrejningspunktet for familiedramaet, der præsenteres tre gange i træk fra forskellige personers synspunkt.

Teknikken er set før i klassiske værker som Kurosawas Rashomon og Orson Welles’ Citizen Kane. Nye perspektiver afdækker nye sandheder, og således er selve fortællingens logik en væsentlig del af filmenes detektivleg med publikum.

Samtidig understreger fortællestilen, at alt afhænger af øjnene, der ser.

Først oplever vi begivenhederne fra ejendomsmægleren Dinos synsvinkel. Dinos datter Serena forelsker sig i rigmandssønnen Massimiliano. Her fra middelklassens ydmyge udkigspost fremstår Massimilianos stenrige familie som det kapitalistiske samfunds ultimative symbol på lykke.

Da Dino afleverer Serena hos Massimilianos familie, forelsker han sig pladask i landstedets materielle overdådighed – den polerede bilpark, swimmingpoolens azurblå overflade og de sirligt klippede hække, der omkranser indkørslen.

Dino køber sig ind i Massimilianos fars kapitalfond og føler sig omsider som en del af jetsettet. Indskuddet har han finansieret ved at pantsætte familiens hus. Hans gravide kone ved ingenting.

Instruktøren cementerer med et strejf af kulsort humor, hvordan Dino korrumperes af håbet om hurtig gevinst. Da konen får fødselsveer under en fin middag, ignorerer Dino det, fordi han har for travlt med at lege skødehund for den velhavende patriark.

Men idéen om overklassens lykke krakelerer, da perspektivet skifter til Massimilianos mor Carla, en trofæfrue, der har passeret sidste salgsdato. I en familie, hvor kærlige bånd for længst er erstattet af finansielle transaktioner, vandrer Carla rundt som et spøgelse i hjemmets marmorkorridorer.

Carla er spillet med djævelsk indlevelse og konstante sovekammerøjne af Valeria Bruni Tedeschi, og denne tredjedel af filmen indkapsler mest rammende den ensomhed, der ofte flyder i kølvandet på materiel velstand.

Ingen er i tvivl om, at Carla ville bytte alle sine guldsmykker ud med blot et enkelt knus fra ægtemanden, der altid er på vej til eller fra endnu et vigtigt møde.

Til sidst gennemtrevles familiesagaen gennem Serenas unge øjne, og puslespillets brikker begynder så småt at falde på plads. Desværre kulminerer dramaet i et melodramatisk klimaks, der ikke er fortællingen værdig, og som minder om den slags teatralske sæbeoperaer, der er enormt populære i Italien.

Men gennemgående er Human Capital et elegant billede på finanskrisens konsekvenser for alle samfundslag. Tragedien rammer både den rige, der er bange for at miste, og den fattige, der konstant higer efter mere.

En række maleriske tableauer indkapsler symbolsk grådighedens æra. Som da en konvoj af sorte limousiner tromler snorlige af sted som soldater i geled.

På den moderne slagmark udkæmpes krig med aktiekurser, grådige handelsaftaler og spekulative transaktioner. Og de menneskelige tab er katastrofale.