Hundredefodsrejsen

Hvert forår stopfodrer danske medier os med spekulationer om tildelingen af de eftertragtede Michelin-stjerner. Vil Noma få tildelt én til? Og hvor mange stjerner får de danske restauranter monstro tilsammen?

Der er øjensynligt en national stolthed forbundet med mad, og det er udgangspunktet for svenske Lasse Hallströms nye film, Hundredefodsrejsen.

Filmen starter i Indien blandt menneskemyriaderne i Mumbais gader. Her bor familien Kadam, der ernærer sig som restauratør. Alle i familien nærer en brændende passion for det kulinariske, og familierestauranten er propfyldt hver aften.

Men idyllen splintres, da der udbryder optøjer efter et valg i landet. Vandaler sætter ild til familiens hus, moren brænder inde, og efterfølgende tager de resterende medlemmer af familien Kadam til Europa for at starte på en frisk.

Deres minibus går meget belejligt i stykker i en billedskøn, fransk landsby, og beslutningen synes skæbnebestemt. Her vil de forsøge sig med en ny restaurant.

Men der er et stort problem.

Lige over for den bygning, de har købt – nøjagtig 100 fod væk – ligger den klassisk franske restaurant Le Saule Pleureur, der i sin jagt på Michelin-stjerne nummer to ikke er begejstret for at skulle have en larmende, indisk restaurant som genbo. Og på den måde starter konflikten som et skel mellem to landes kulinariske traditioner.

Hundredefodsrejsen forsøger at vise, hvordan mennesker kan forenes gennem mad, og den foreslår endda kogekunst som bedste løsningsforslag på integrationsproblemer.

Hallströms feel good-historie har mange velmenende intentioner. Men den er så forhippet på at løse alle opstillede konflikter gennem sin egen gastronomiske præmis, at den opbyggelige fortælling alt for ofte undviger andre, interessante spændinger i et kultursammenstød.

Hovedpersonen i Hundredefodsrejsen er sønnen Hassan (Manish Dayal), der har et helt særligt talent for madlavning. Han blander krydderier og råvarer som en kunstner, og han er foregangsmanden, der viser, at det indiske og franske køkken måske alligevel godt kan forenes.

Og så har han et godt øje til souchefen på Le Saule Pleurer, den smukke Magueritte (Charlotte Le Bron). Det spirende kærlighedsforhold mellem Hassan og Magueritte er sødt og livagtigt, men desværre får det sjældent nok opmærksomhed.

Konflikten mellem de to restauranter på hver sin side af vejen er en kamp mellem gamle, reaktionære kræfter: patriarken Papa Kadam (Om Puri) og restaurantchef Madame Mallory (Hellen Mirren). Selvom fortællingen om de to er ret forudsigelig – for mon ikke de har mere tilfælles, end de vil være bekendt? – så leverer både Puri og Mirren overbevisende præstationer.

I starten er de begge en anelse ensidige som stolte og stædige kulturbærer. Men efterhånden udvikler forholdet sig til en hjertevarm sidehistorie.

Visuelt er filmen glimrende. De solbeskinnede billeder af den pittoreske landsby Saint-Antonin går godt i spænd med indbydende nærbilleder af madlavning. Det simple, men effektive filmsprog kommer også til udtryk i en scene, hvor optrapningen af konflikten mellem de to restauranter vises gennem en montage, hvor kokke mere og mere aggressivt hakker grøntsager og hovederne af dyr.

Til gengæld er de mange teatralske udsagn om mads spiritualitet og sjæl trættende i længden. ”You cook to make ghosts,” får Hassan enigmatisk at vide af sin mor, inden hun dør.

Således overgør filmen ofte sine pointer, så de bliver ufrivilligt karikerede. Som titlen. At kalde en 30 meter lang gåtur over på den anden side af vejen for en rejse, er en klodset forsøg på at gøre enhver lille handling skæbneafgørende og værdiladet.

Det er en skam, for historien om den talentfulde Hassan, der må balancere sine professionelle ambitioner med et ansvar for familien og forelskelsen i den smukke landsbypige, er interessant nok i sig selv.