Hunters

Vi er efterhånden blevet vant til at høre om højrenationalistiske masseskyderier i nyhederne.

Så meget desto mere er starten på Amazon Primes nyeste store satsning gruopvækkende. Da den sleske politiker Biff Simpson (Dylan Baker) genkendes som tidligere SS-officer af kollegaens nye, jødiske kæreste til barbecuen under Marylands hede sommersol i 1977, finder han uden tøven pistolen frem under grillen og skyder sin kone, børn, gæster … og jøden.

”Du troede, krigen var ovre? Vi er her nu. Sieg heil!” triumferer han køligt og sætter serien i gang med et spjæt og et skud direkte mod kameraet.

Med sit selskab Monkeypaw Productions har den kendte sketchkomiker Jordan Peele stået bag nogle af tidens mest politisk indignerede film og serier. Fra horrorværkerne Get Out og Us til den nye udgave af Twillight Zone samt Spike Lees BlackKklansman.

Hunters er ingen undtagelse. Den intelligente, akavede teenager Jonah (Logan Lerman) må blive voksen hurtigt, da hans savta bliver skudt i deres hjem. I sin søgen efter gerningsmanden opsporer han en gruppe jødiske selvtægtsfolk ledet af bedstemorens gamle ven fra Auschwitz, Meyer (Al Pacino).

Den farverige gruppe har fundet ud af, at mange fra Det Tredje Riges topledelse stadig lever i bedste velgående. På vegne af de seks millioner tabte jødiske sjæle har Meyer og hans bande sat sig for at stikke, skyde og gasse de gamle nazister, der befinder sig trygt i NASA’s laboratorier og Washingtons luksuriøse kontorer og lejligheder.

Fra det overvældende første halvanden times afsnit udvikler serien sig til en nazi-of-the-week-jagt, hvor alle fra musikproducere, schweiziske bankmænd og sydstatsrepublikanere i bogstavelig forstand står for skud.

Samtidig trævles der op for en bredere konspiration, som involverer et nazi-komplot om at skabe Det Fjerde Rige i frihedens land. Og flashbacks viser den inhumane tid i kz-lejrene, hvor hver fange kæmper desperat for den mindste rest af værdighed.

Blandingen af pompøse introsekvenser for nazi-jægerne – med kæk homage til James Bond, The Sting og Foxy Brown – og Auschwitz’ rædsler a la Schindlers liste og Sauls søn er svær at sluge. Men ved at udstille nazisterne som monstre undgår serien at gå i samme fælde som Taika Waititis sirupsøde nazikomedie Jojo Rabbit.

En gruppe kz-fanger spiller jødisk folkemusik i stedet for Wagner til deres medfanger, der er på vej mod gaskamrene. Det koster dem livet, og oven på de scener er det unægtelig tilfredsstillende at se de ariske skurke komme af dage på morbid vis. Referencerne til samtidens b-film øger blot underholdningsværdien.

Og så udstiller sammenstillingen af Auschwitz og de undslupne nazister i 70’ernes Amerika det enorme hykleri, der mundede ud i Reagan-æraen. Konservative idealer om kernefamilien, frygten for ”de fremmede” og uhæmmet frimarkedsøkonomi kom på dagsordenen.

Hunters viser, hvordan den amerikanske stat under navne som ”Operation Paperclip” lukkede tusinder af nazister ind i varmen. I en satirisk reklame i femte afsnit bemærker en jovial mand til billederne af glade nazister i Alabamas idyl: ”Det er noget fucked-up shit, men i det mindste fik vi jer til månen!”

Desværre kan karakterdramaet ikke helt følge med i seriens ambitiøse satiriske mål. Det er en fornøjelse at se en mere afdæmpet Al Pacino efter hans fantastiske raseripræstation som Jimmy Hoffa i The Irishman, men serieskaber David Weill formår ikke at give de andre selvtægtudøvere andet end stereotype roller.

Fra afsnit til afsnit er serien noget ujævnt instrueret, men jagten på nazisterne holder underholdningen højt gennem de første fem afsnit, som har været tilgængelig for anmeldelsen.