Cph:Dox 2019
21. mar. 2019
Hunting for Hedonia
Der skal grumt udstyr til for at indoperere de permanente elektroder i hjernen, som vi får lov til at opleve i Hunting for Hedonia. Foto | Danish Documentary Production

Hunting for Hedonia

Fascinerende dansk dokumentar borer seriøst i hjernestimuleringens lovende og skræmmende muligheder og trækker tråde til en glemt superforsker.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Kan hjernestimulering blive den nøgle, der gør os alle til supermennesker?

Ikke nok med, at man kan lukke op og ned for impulser og elektroder i hjernen og derved kurere alle neurologiske lidelser – fra Alzheimers til depression og skizofreni. Små elektroder indopereret i hjernen giver teoretisk set også mulighed for at fremme kognitiv funktion, så vi alle bliver genier.

Den menneskelige hjerne er universets mest komplicerede organ, lyder det flere gange i Pernille Rose Grønkjærs fascinerende dokumentar Hunting for Hedonia.

Her undersøger dokumentaristen Deep Brain Stimulation (DBS), et lovende og samtidig foruroligende felt inden for hjernekirurgi, der i dag er i rivende udvikling.

Det var det også for 70 år siden, viser det sig. Vi har bare glemt det.

Mens kollegerne lystigt ordinerede elektrochok og hvide snit for psykiske lidelser, gik superforskeren Robert Heath mere sofistikeret til værks i sine hjernesyslerier.

Den unge mand havde en fremtoning som en filmstjerne og ambitioner som en gal videnskabsmand, og han charmede sig vej til tops. Han var en opdagelsesrejsende i medicinens verden. ”Der er folk som ham i ethvert akademisk felt,” lyder det fra en gammel kollega. ”Nogle opdager et nyt kontinent, men mange drukner i forsøget.”

Man får indtryk af en himlende arrogant enspænder, der anså enhver indblanding i sin forskning som et irriterende benspænd. Han var besat af jagten på, hvad han kaldte ”hedonia” – den del af hjernen, der ved stimulation kunne producere uforbeholden glæde.

Hvad der er så spændende ved Robert Heath’ historie er, at han faktisk havde fat i noget interessant, inden han blev begravet af en offentlighed, der anså elektroder i hjernen som en direkte vej til hjernevask.

Den skyggeside af forskningen understreges elegant af fotograf Ben Bernhard, når han udforsker det hedengangne hospital i New Orleans, hvor forskningen blev udført. Som mange bygninger i jazzens hjemby står det øde og forladt hen efter orkanen Katrina, som i 2005 forårsagede massive oversvømmelser og ødelæggelser.

De skumle optagelser af forladte korridorer og vandskadede atriummer får hjernekirurgiens sinistre undertoner til at træde tydeligt frem. De kaster et Dr. Mengele-agtigt lys over Heath’ eksperimenter.

Også i nutidsscener, hvor forskellige kittelklædte eksperter begejstret taler om teknologiens anvendelsesmuligheder i dag, mærker man de etiske spørgsmålstegn, der hører diskussionen til.

Alene det at se et sådant kirurgisk indgreb er ikke for sarte sjæle. Har man ikke lægeskræk i forvejen, kan man hurtigt få det af at se et knoglebor grave sig vej gennem hjernebrask, indtil rødt blod pibler frem af hullet.

Og selv hvis operationen lykkes, bygger ethvert sådan indgreb på personlighedsmanipulation. Optagelser af patienter før og efter indgrebet slår feltets potentiale fast, men også dets faldgruber.

Med Tilda Swintons bløde stemme som guide og historien om Robert Heath som en fascinerende rød tråd giver Pernille Rose Grønkjær og medforfatter Lone Frank et spændende indblik i, hvor videnskaben kan føre os hen – også selv om forskernes konkrete bud føles som gisninger og drengedrømme.

Hvis filmens budskab i sidste ende står lidt uklart, er det også en journalistisk rygdækning, der alt andet lige er prisværdig.

Hjernekirurgi gør næppe nogen til supermennesker lige foreløbigt. Men man går fra Hunting for Hedonia med et klart indtryk af et felt i rivende udvikling. Om man drømmer med på mulighederne eller gyser ved tanken om, hvordan teknologien kan misbruges, må være op til den enkelte.

Titel:
Hunting for Hedonia

Land:
Danmark, Brasilien, Tyskland, USA, England

År:
2019

Instruktør:
Pernille Rose Grønkjær

Manuskript:
Lone Frank

Medvirkende:
Robert Heath

Spilletid:
88 minutter

Premiere:
22. marts i Valby Kino og Bremen Teater med flere visninger under Cph:Dox

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
22. jan. 2025
Mr. Nobody mod Putin

Mr. Nobody mod Putin

Biografanmeldelse
29. juli 2024
Sex

Sex

Biografanmeldelse
22. juni 2024
Kinds of Kindness

Kinds of Kindness

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!